Vejle-træner beder seks spillere om at komme i bedre form
Vejle Boldklub går en skæbnesvanger forårssæson i møde, hvor man skal forsøge at sikre overlevelse i Superligaen. Nu beder Peter Sørensen seks navngivne spillere om, at vende tilbage i god form.
Vejle Boldklub spiller lørdag aften årets sidste kamp, når man skal en tur til Kolding i pokalturneringen. Herefter venter der så en vinterpause, hvor man på den anden side af den, skal kæmpe for overlevelse i Superligaen.
Derfor sætter Peter Sørensen nogle krav til sine spillere i deres ferie, hvor han navngiver seks spillere til at vende tilbage i bedre form end sidst. Det fortæller han til Vejle Amts Folkeblad.
– Mange savner en bund. Andres Ponce, Luka Djordjevic, Heron Crespo da Silva, Mouhamadou Drammeh, Saeid Ezatolahi og Dimitrios Emmanouilidis. De spillere skal hjem og sørge for at bringe sig i sådan en stand, at de kan bygge på, siger Peter Sørensen og fortsætter:
– De skal hjem og slappe af, men de skal også sørge for, at de er i bedre forfatning end sidst, de kom tilbage. Så kan vi i løbet af vores sæsonoptakt komme i betydeligt bedre forfatning, end vi var sidst – og er nu.
Læs også: Vejle mangler fire mand til lokal pokaldyst
Vejle Boldklub overvintrer på sidstepladsen i Superligaen. Blot et point fra SønderjyskE samt syv point fra FC Nordsjælland på tiendepladsen.