Dumt rødt kort og tvivlsomt straffe gav City sejren
Manchester City ligger fortsat helt i toppen af Premier League efter en smal sejr over Wolverhampton i den tidlige lørdagskamp.
Topholdet Manchester City tog tidligt lørdag imod rækkens nummer otte, da Wolverhampton gæstede Etihad Stadium i Manchester. Her skulle hjemmeholdet forsøge at lægge yderligere point til kontoen, hvor man i sidste weekend pillede Chelsea af førstepladsen i tabellen.
Første halvleg sluttede målløst, hvor Manchester City ikke overraskende var mest på bolden. I slutningen af halvlegen dummede Wolves’ angriber Raúl Jiménez sig gevaldigt, da han fik to gule kort på 31 sekunder og dermed gjorde forudsætninger for point svære for sit hold.
Fra anden halvlegs start var det tydeligt, at Manchester City var en mand i overtal. Det udnyttede hjemmeholdet efter et massivt pres og et tvivlsomt straffespark til at bringe sig foran med 1-0 ved Raheem Sterling.
Mere blev der ikke scoret i kampen, hvorfor Manchester City vandt med 1-0 og dermed fastholder førstepladsen i Premier League upåagtet af de øvrige resultater i denne runde.
Man of the Match: José Sá, Wolverhampton.
Kort før pausen fik mexicanske Raúl Jiménez et torskedumt rødt kort, da han modtog to gule på 31 sekunder. Først tacklede han Citys Rodri bagfra og på det efterfølgende frispark blokerede han Citys mulighed for at spille bolden fremad fra klos hold og fik dermed sin anden advarsel.
Det gav selvsagt ikke hans holdkammerater de bedste forudsætninger for anden halvleg, hvor Manchester City blot moste på. Det gav efter 66 minutter et tvivlsomt straffespark, hvor bolden ramte João Moutinho på siden af kroppen, hvorefter den røg op på underarmen.
Selvom VAR var længe om at kigge situationen igennem, blev beslutningen fastholdt til stor utilfredshed for Wolverhampton-spilleren. Raheem Sterling gjorde det stensikkert til 1-0.
Et resultat, der holdt helt til slut. Dermed tager Manchester City endnu tre point i toppen af Premier League, hvor man nu er fire point foran Liverpool og fem fra Chelsea, der dog begge spiller senere lørdag eftermiddag.
Læs også: Urutineret: Wolves-profil får to gule på 31 sekunder