Den gamle dame holdt sig knapt oven vande i Venedig
Efter 9 mesterskaber i træk er det gået ned af bakke for Juventus. Lørdag eftermiddag besøgte de Vendig, og 'den gamle dames' gondol var læk.
Juventus har fået en skuffende sæsonstart, og lørdag blev ondt værre ved besøget hos Venedig. Hjemmeholdet er at finde i den tunge ende af tabellen, men det kunne ikke ses på banen.
Gæsterne kom ellers planmæssigt fra start, da Luca Pellegrini sendte en kanonkugle af et indlæg ind i feltet, hvor Alvaro Morata fik sendt bolden i kassen.
Juventus formåede dog ikke at sætte hjemmeholdet under pres, og kort efter pausen slog Mattia Aramu hul i Juventus-båden med et drømmehug fra kanten af feltet.
I perioden efter målet var det tættere på en føring til hjemmeholdet end en favoritføring. ‘Den gamle dame’ var på vej mod kanalernes bund, men i afslutningen af kampen fik Allegris tropper skovlet nok vand op af båden til at holde sig oven vande.
Det blev ikke til flere mål, og begge mandskaber må tage til takke med et enkelt point.
Man of the Match: Mattia Aramu