Brøndby skal lave comeback: Bliver en hård kamp
Brøndby IF skal forsøge at vende et 2-0 nederlag til pokalavancement, når man søndag skal til MCH Arena for at møde FC Midtjylland.
Det kan vise sig at blive en særdeles hård uge for Brøndby, som torsdag missede videre avancement i europæisk fodbold. Søndag kan det også blive til et pokalexit, når FC Midtjylland venter på udebane, hvor midtjyderne har et godt udgangspunkt med en 2-0 sejr på Brøndby Stadion i bagagen.
Derfor forventer Mads Hermansen også en hård kamp, hvor der skal angribes fra start. Det fortæller Brøndby-målmanden til klubbens hjemmeside.
– Det bliver en hård kamp, hvor vi kun har et mål for øje, og det er at få vendt tingene og angribe kampen fra start. Det er også vigtigt for os at slutte sæsonen på en god måde og med en god fornemmelse i kroppen, siger Hermansen og fortsætter:
– For vi skal også igennem en preseason på den anden side af vinterpausen, og det gør det alt andet lige nemmere, når man har præsteret godt inden vinterpausen.
Pokalfinalen spilles næste år på Brøndby Stadion. Noget, der betyder noget for Brøndby-truppen.
– Det ville være en fantastisk oplevelse for os allesammen, hvis vi kunne spille en pokalfinale på Brøndby Stadion. Så selvom vi ikke fik et godt resultat på vores hjemmebane i sidste uge, så gør det os bare utrolig motiverede, at der er den mulighed at spille på eget stadion i en eventuel finale. Vi har store ambitioner i den her turnering, så vi vil gøre alt for at gå videre.
Læs også: Niels F. efter Europa-exit: Kvaliteten manglede i afgørende situationer
Kampen mellem FC Midtjylland og Brøndby IF starter søndag klokken 18 og kan følges på DR2, DR TV og Viaplay.