SønderjyskE videre efter sandt pokaldrama
Toppen af 1. Division er nogenlunde på samme niveau som bunden af Superligaen. Sådan så det i hvert fald ud fredag aften, da Hvidovre og SønderjyskE skulle afgøre, hvem der skulle videre til Sydbank Pokalens semifinale.
SønderjyskE spillede sig fredag aften videre til Sydbank Pokalens semifinale, da de efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence sendte Hvidovre ud i pokalmørket.
Første opgør var endt med en 1-0-sejr til SønderjyskE, og derfor lignede Hvidovre et hold på vej i semifinalen, da de med fem minutter igen førte 2-0.
Så begyndte trætheden at vise sig hos hjemmeholdet, og med en scoring tre minutter før tid tvang SønderjyskE kampen i forlænget spilletid.
I den forlængede spilletid udlignede SønderjyskE hurtigt til 2-2, mens Kim Aabech brændte straffespark for Hvidovre.
Helt tappet for kræfter lykkedes det alligevel Per Frandsens tropper at etablere et pres, og med tre minutter tilbage af den forlængede spilletid tvang Hvidovre med en 3-2-scoring kampen ud i straffesparkskonkurrence.
Her blev reservekeeper Nicolai Flø og Mads Albæk de helt store helte for SønderjyskE.
Der var en række til forskel mellem de to hold, da Hvidovre fra 1. Division fredag aften bød superligaholdet SønderjyskE indenfor til returopgøret i Sydbank Pokalens kvartfinale.
Forskellen var dog ganske vanskelig at få øje på i første halvleg, hvor først Tobias Thomsen og efterfølgende erfarne Kim Aabech sendte hjemmeholdet på semifinalekurs.
Også i anden halvleg lagde topholdet fra 1. Division bedst fra land, og de kunne undervejs have gjort det til både 3-0 og 4-0, men store chancer blev brændt, og langsomt så gæsterne ud til at spille sig mere og mere ind i kampen.
Efter 80 minutter som det bedste hold på banen, begyndte Hvidovre i de sidste 10 minutter at se trætte ud, og tre minutter før tid fik Duplexe Tchamba reduceret til 2-1 på hovedstød efter hjørnespark, og dermed skulle kampen ud i forlænget spilletid.
Også her så topholdet fra 1. Division trætte ud, og det udnyttede udeholdet til hurtigt at bringe sig på 2-2, da Abdulrahman Taiwo sendte bolden ind bag Filip Djukic i Hvidovre-målet.
Et vanskeligt comeback kom til at se vanskeligere ud, da Kim Aabech kort efter brændte et straffespark, men alligevel fik Tobias Thomsen med sin anden scoring sendt kampen ud i straffesparkskonkurrence, da han med to minutter tilbage af den forlængede spilletid nåede først på et indlæg fra Mikkel Nøhr.
I straffesparkskonkurrencen gjorde Nicolai Fløe, som han havde gjort i den forlængede spilletid, da han holdt Hvidovres to første forsøg ude af målet. Spændingen kom tilbage, da SønderjyskE’s Emil Frederiksen også brændte.
For anden gang i kampen brændte Kim Aabech sit forsøg fra pletten, og selvom kampen dermed så ud til at være afgjort, fik hjemmeholdet en livline, da Nicolai Fløe havde forladt sin målstreg, og på omsparket scorede Aabech sikkert.
Dermed var det op til målscoreren fra den første kamp, Mads Albæk, om han kunne score på sønderjydernes femte forsøg, og det havde han ingen problemer med, og dermed er det SønderjyskE, der booke billet til Sydbank Pokalens semifinale.