Rasmus Ankersen stopper i FC Midtjylland og Brentford
Rasmus Ankersen træder tilbage som formand i FC Midtjylland efter næsten otte år i sædet. Det oplyser FCM fredag. Ligeledes stopper han også som sportsdirektør i Brentford.
FC Midtjylland oplyser fredag formiddag, at Rasmus Ankersen har valgt at træde tilbage som bestyrelsesformand i FC Midtjylland ved udgangen af året. Ligeledes melder Brentford på deres hjemmeside, at han også stopper som sportsdirektør i Premier League-klubben.
Rasmus Ankersen har siden 2014 været bestyrelsesformand i klubben, hvor Matthew Benham købte aktiemajoriteten i FC Midtjylland. Her har han været en del af den mest succesfulde periode i FC Midtjyllands historie både sportsligt og økonomisk. Tre danske mesterskaber, en pokaltitel, et Champions League gruppespil og to Europa League gruppespil siden 2014.
Om beslutningen udtaler Rasmus Ankersen følgende til FC Midtjyllands hjemmeside:
– Jeg er vokset op i Tjørring lige udenfor Herning, og jeg spillede i 1999 på det første U19 hold, der spillede i FC Midtjylland trøjer. Min familie er Midtylland-fans, og jeg er i det hele taget viklet ind i klubben på kryds og tværs. Derfor har det været en kæmpe ære at få muligheden for at lede klubben over de sidste otte år og arbejde tæt sammen med en gruppe mennesker, som jeg både har stor faglig respekt for og holder meget af på et personligt plan, siger Rasmus Ankersen og fortsætter:
– Jeg er stolt af det, som vi har opnået sammen. Alting har en ende, og jeg føler, det er tid til at prøve noget nyt. Nu er min vigtigste opgave at give stafetten videre og sikre en god overgang. Herefter vil jeg følge FC Midtjylland tæt som en af klubbens største fans.
Ligeledes melder Brentford på deres hjemmeside, at Rasmus Ankersen også stopper som sportsdirektør i Premier League-klubben. Her har han haft denne rolle siden 2015.
Hvad fremtiden herefter bringer for Rasmus Ankersen, melder historien intet om, men på campo.dk jagter vi en reaktion og en opfølgning.
Læs også: Premier League-modstand kan vente for FC Midtjylland og Randers