
Medie: Vejle ansætter ny sportschef
Ifølge Ekstra Bladet ansætter Vejle Boldklub rumænsk sportschef, der skal hjælpe klubben med at overleve i Superligaen.

Selvom Vejle Boldklub fik sluttet efterårssæsonen fornuftigt af, overvintrer den traditionsrige klub dog på sidstepladsen i Superligaen.
I bestræbelserne på overlevelse erfarer Ekstra Bladet nu, at man ansætter ny mand i den sportslige ledelse. Her skulle man være tæt på at tilknytte den 36-årige rumæner Marius Nicolae, som klubbens nye sportschef.
Ifølge mediet beskrives han som en mand med indgående kendskab til det verdensomspændende transfermarked. Nicolae har været sportschef i rumænske Petrolul, kinesiske Guangzhou City og senest for FC Dinamo i Bukarest, som han forlod i januar.
Ifølge Ekstra Bladet betyder ansættelsen, at den nuværende tekniske chef, Johan Sandahl, rykkes til stillingen som Head of Coaching i Vejle Boldklub.
Læs også: Farvel til FCM og Brentford: Rasmus Ankersen starter eget firma