Brentford sejrede i vigtigt oprykkerderby
Brentford havde fredag besøg af medoprykkerne fra Watford, der tilmed også er lokalrivaler og konkurrenter i den nederste halvdel af Premier League.
Brentford fik fredag aften alle tre point, da danskerklubben slog Watford med 2-1.
Watfords nigerianske angriber, Emmanuel Dennis, blev bragte gæsterne foran 0-1 efter 24 minutters spil, da han kom højest på et hjørnespark i en direkte duel med svenske Pontus Jansson.
Efter 84 minutters spil var det dog svenskeren, der blev den store, da han headede udligningen ind.
I tre minutters overtid modtog iranske Saman Ghoddos bolden fra Christian Nørgaard, og efter en meget lille kontakt lod han sig falde. Det var nok til et straffespark, som Bryan Mbeumo sikkert udnyttede.
Der er kun en lille halv times kørsel fra Watfords stadion til Brentfords ditto, og fredag aften havde de to oprykkere sat hinanden stævne i den vestlige del af London.
Brentford havde både mest boldbessidelse og flest chancer i første halvleg, men ikke desto mindre var det gæsterne, der kom foran, da Emmanuel Dennis steg op på et hjørnespark og pandede bolden ind bag Alvaro Fernandez i Brentford-målet.
Thomas Frank havde til kampen valgt at bruge både Mathias Jensen, Christian Nørgaard og Mads Roerslev, mens Mads Bech Sørensen og Mads Bidstrup måtte se hele kampen fra bænken.
Også i anden halvleg dominerede Brentford begivenhederne, og mens Watford ikke havde nogen voldsom interesse i hverken at have bolden eller forsøge at spille sig frem til chancer, blev tiden mere og mere knap for danskerholdet.
Med seks minutter tilbage af kampen dukkede svenske Pontus Jansson dog op, og på kanten af offside stangede han udligningen ind.
Watford var tydeligvis tilfredse med det ene point, mens Brentford jagtede sejren, og dybt inde i overtiden bar jagten frugt for hjemmeholdet. Christian Nørgaard modtog bolden på kanten af feltet, og i stedet for selv at afslutte, sendte han en pasning til iranske Saman Ghoddos.
Den iranske landsholdsspiller blev udfordret af William Troost-Ekong, og selvom han nærmest trådte ovenpå Watford-spilleren, var det nok til få den 28-årige midtbanespiller til at smide sig. Dommer Michael Oliver pegede resolut på straffesparkspletten, og da VAR-vognen ikke omstødte dommen, fik det tynde straffespark lov at stå.
Franske Bryan Mbeumo kunne være ligeglad med, hvorfor han fik chancen fra 11-meterpletten, og det så han da også ud til at være, da han i fire minutters overtid sendte bolden ind til stor jubel på Brentford Community Stadium.
Med sejren tager Brentford et markant skridt væk fra nedrykningsstregen, og danskerklubben har nu halvdelen af de 40 point, man som tommelfingerregel siger, er nok til overlevelse i Premier League.