Aston Villa forlænger med ung angriber
Premier League-klubben Aston Villa har forlænget kontrakten med den unge angriber Cameron Archer.
En kontrakt til 2025 – det er hvad Aston Villas bare 20-årige Cameron Archer fredag har underskrevet.
Archer kunne tidligere på ugen fejre sin 20. fødselsdag, og nu kan han altså også fejre, at han de næste fire år vil være under manager Steven Gerrards vinger.
Indtil videre er det blevet til tre indhop i Premier League i denne sæson for den unge angriber, der i alt har spillet 24 minutter i den bedste engelske række.
Archer er et produkt af Birmingham-klubbens egen ungdomsafdeling, men oprindeligt er han fra Walsall.