Medie: Tottenham beder om udskydelse grundet corona-udbrud
Tottenham vil angiveligt bede Premier League om at udskyde deres kamp mod Brighton i den kommende weekend, da corona-situationen i klubben er forværret.
Syv spiller og to fra staben i Tottenham var tirsdag blevet smittet med corona, og nu er situationen angiveligt forværret.
Det betyder ifølge The Athletic, at Tottenham vil bede Premier League om at udskyde søndagens kamp mod Brighton.
Tottenham skal torsdag møde Rennes i Conference League, men den kamp kan kun udskydes, hvis klubben har færre end 13 spillere eller ingen målmand til rådighed.
Ifølge The Athletic vurderer Premier League sådanne sager fra gang til gang. I sidste sæson fik Manchester City udskudt sin kamp mod Everton, da klubben først meldte fire spillere smittede og sidenhen yderligere tre.
Tottenham var også selv i samme situation sidste år, dengang var det bare med omvendt fortegn. Da var det nemlig Fulham, der med seks positive corona-tilfælde fik udskudt kampen mod netop Tottenham.
Endnu har Tottenham ikke selv meldt noget ud om situationen i klubben.
Læs også: Medie: Corona-udbrud i Tottenham