Xavi inden skæbnekamp: Vi vil dominere Bayern
FC Barcelona-træner, Xavi, spår sit mandskab gode chancer for at besejre Bayern München i onsdagens altafgørende kamp. Kampen afgør, om Barcelona går videre til ottendedelsfinalerne i Champions League, eller om det bliver et tidligt exit.
FC Barcelona har i den grad ryggen mod muren inden onsdagens opgør mod Bayern München.
Catalanerne kan med en sejr på udebane mod Bayern München spille sig videre til ottendedelsfinalerne i Champions League. Men ender kampen med sejr til Bayern eller uafgjort, er Barcelona afhængige af, at Dynamo Kiev tager point mod Benfica.
Selvom Barcelona har dårlige erfaringer med Bayern München, og aldrig før har besejret dem på Allianz Arena, er Barcelona-træner, Xavi, optimistisk inden opgøret.
-Vi har gode chancer for at ændre historien og få vores første sejr på udebane mod Bayern. Vi skal spille med stor selvtillid og forsøge at være dominerende ved at have meget boldbesiddelse og angribe, fortæller Xavi til klubbens hjemmeside.
Læs også: Messi-show satte en stopper for Club Brugges drømme om europæisk slutspil
Barcelona led et knusende 0-3-nederlag til Bayern i det første indbyrdes opgør, som Xavi håber, Barcelona-spillerne har glemt.
-Bayern er et af de bedste hold i verden, og jeg håber ikke vores tidligere nederlag til dem kommer til at påvirke vores spil, sagde Xavi.