Medie: Første januar-tilgang i Chelsea kan presse Andreas Christensen
Ifølge Calciomercato og den ungarske landstræner skulle Chelseas første signing i januars transfervindue være på plads. Der er tale om ungarske Attila Szalai, der bringer yderligere spekulationer om Andreas Christensens fremtid på Stamford Bridge.
Både Andreas Christensen og Antonio Rüdiger har kontraktudløb i Chelsea til sommer.
Det giver de to midterforsvarer mulighed for at forhandle med potentielle nye klubber allerede til januar, og selvom Chelsea øjensynligt gerne vil forlænge med de to profiler, så kan de forsvarende Champions League-mestre altså være tvunget til at gå andre veje.
Lige nu går rygterne nemlig på, at Chelsea skulle have udset sig den ungarske landsholdsspiller Attila Szalai, og det rygte er kommet til verden på en lidt speciel måde. Til det italienske medie blev den ungarske landstræner, Marco Rossi, bedt om at svare på, hvilken af hans ungarske landsholdsspillere, der kunne blive en stjerne i Serie A. Dertil kom et ganske overraskende svar.
– Det er vanskeligt at nævne én spiller, men lige nu ser jeg særligt Attila Szalai, som spiller for Fenerbahce, men han er vist på vej til Chelsea. Han har åbenlyst været jagtet af vigtige spanske klubber, men hans skifte til Chelsea er åbenbart en ’done deal’, lød det ifølge The Mirror fra Marco Rossi.
Læs også: Medie: Andreas Christensen bliver i Chelsea
Om Rossi har talt en smule over sig, vides endnu ikke, men at Chelsea skulle være på jagt efter en ny midterforsvarer har selvsagt ikke dæmpet rygterne om, at danske Andreas Christensen er på vej ind i sin sidste halvsæson i den engelske storklub.