Ibrahimović: Inter-spiller skiftede kun på grund af Eriksens kollaps
Zlatan Ibrahimović skriver i sin nye bog ’Adrenaline’, at den nuværende spiller i Inter Milan, Hakan Calhanoglu, kun fik muligheden for at skifte til Inter, fordi danske Christian Eriksen kollapsede i sommer.
Den 40-årige svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimović har netop udgivet en ny bog. Og hvis man kender bare lidt til A.C. Milan-angriberen ved man, at han ikke er bleg for at komme med nogle til tider kontroversielle udtalelser.
Senest er det kommet frem, at han i bogen beskriver, hvordan den tidligere A.C. Milan-spiller Hakan Calhanoglu, kun er skiftet til Inter, fordi Eriksen kollapsede i sommer.
– Midt under kampen mellem Danmark og Finland ved det europæiske mesterskab, kollapsede den danske spiller, der også er Inter-spiller, Christian Eriksen.
– Så Inter manglede pludseligt en spiller på den position, og det åbnede døren for Hakan. Inden episoden under EM, var der ingen, der havde budt eller vist interesse for ham (Hakan Calhanoglu, red.).
Den tyrkiske spiller var allerede at finde på San Siro da Eriksen kollapsede, men på daværende tidspunkt spillede han altså for A.C. Milan.
Trods de lettere brutale beskyldninger, understreger Zlatan, at Hakan Calhanoglu er en god fyr.
– Han har udviklet sig en hel del, takket være mig. Han har fået mod og selvtillid, og det store spørgsmål er nu, om han er i stand til at gøre de samme ting på banen uden Ibra, siger Zlatan Ibrahimović.