Agent bekræfter: Brøndby er åbne for at sælge angriber
Andrija Pavlovic kan være på vej videre fra Brøndby IF, der har fortalt angriberens agent, at man er villige til at sælge serberen.
45 kampe og syv mål i Brøndby-trøjen er facts for Andrija Pavlovic, der kom til Vestegnen fra østrigske Rapid Wien i sommeren 2020. Når transfervinduet åbner, kan det dog være slut.
I hvert fald fortæller angriberens agent Georg Lederer til Tipsbladet, at klubben arbejder på at finde en ny klub til den serbiske angriber.
– Vi må se, hvad der sker i næste måned. Vi har ikke travlt, og det er heller ikke mit indtryk, at Brøndby er utålmodige. Vi er i dialog med Carsten V. Jensen, og det er korrekt, at Brøndby er åbne for at lytte til de bud, der måtte komme. Brøndby ville ikke af med ham i sommer, hvor der var interesse. De kunne have solgt ham for en mindre sum eller lejet ham ud, men det ville de ikke. Det kan være, det har ændret sig nu, fortæller Georg Lederer til Tipsbladet og tilføjer om sommerens interesse:
– Der var klubber fra Schweiz og Polen, som viste interesse for Andrija, men det blev ikke til en aftale med Brøndby.
Læs også: Brøndby har den bedste bane i Superligaen – FCK ligger i bunden: Se hele listen her
28-årige Andrija Pavlovic har været på banen i 16 af 17 Superliga-kampe i denne sæson uden at komme på måltavlen, og søndag var han helt udeladt af truppen, da Brøndby IF mødte FC Midtjylland i pokalturneringen.