Tuchel indrømmer Lukaku-fejl: Skulle ikke have spillet
Chelsea indkasserede lørdag det bare femte Premier League-nederlag under Thomas Tuchels ledelse, da West Ham sendte bysbørnene hjem med et 3-2-nederlag. I pausen sendte Chelsea Romelu Lukaku på banen, men det var en fejl, siger Tuchel nu.
Da tyske Kai Havertz i weekendens kamp mod West Ham blev skadet, sendte Thomas Tuchel sin belgiske stjerne Romelu Lukaku på banen.
Lukaku blev skadet i en nærkamp med danske Lasse Nielsen, da Chelsea mødte Malmö FF i sidst i oktober, og siden sad han ude i fire Premier League kampe. Efterfølgende har han fået henholdsvis otte og 21 minutter i Premier League, men mod West Ham blev det til en hel halvleg, og det var åbenbart en fejl.
– Det er min fejl. Jeg synes ikke, han fysisk er klar til 45 minutter, men vi besluttede alligevel at bringe ham i spil på grund af hans højde, da vi mistede Kai [Havertz]. Kai havde en vigtig rolle i forsvaret på dødbolde, som er en kæmpe trussel fra West Ham, så det her er min fejl. Jeg tog beslutningen, så det er mit ansvar, udtaler Chelsea-manager Thomas Tuchel mandag.
Romelu Lukaku spillede kampen til ende, og umiddelbart er der ingen forlydender om, at han skulle have hverken forværret sin skade eller pådraget sig en ny.