3F Superligaen

Niels F. inden returen: Ikke et umuligt udgangspunkt

Trods et nederlag på 0-2 hjemme, er Brøndbys cheftræner Niels Frederiksen endnu ikke klar til at lukke pokalsæsonen ned på Vestegnen.

Niels Frederiksen tror fortsat på et videre avancement i pokalturneringen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland var klart det bedste mandskab på banen, da Brøndby Stadion søndag eftermiddag lagde græs til klubbernes første kvartfinaleopgør i pokalturneringen.

På mål af Charles og Junior Brumado rejste midtjyderne hjem med en 2-0 føring i bagagen, hvilket stiller ulvene i en særdeles gunstig position inden holdene mødes igen om seks dage i Herning.

Den konklusion nåede Brøndbys cheftræner Niels Frederiksen også frem til, da campo.dk fangede ham kort tid efter gårdagens opgør. Han er dog langt fra klar til at strække gevær.

– Jeg tænker, vi har givet os selv et rigtig dårligt udgangspunkt inden returopgøret i Herning. Et dårligt udgangspunkt, men ikke et umuligt udgangspunkt.

– Vi går selvfølgelig efter at vinde med to mål på deres bane, men det bliver op ad bakke. Det er ikke noget, man bare lige gør, så det bliver svært, siger Frederiksen.

Cheftræneren hæfter sig ved, at Brøndby på det seneste har haft krammet på midtjyderne, og at formlen fra disse kampe atter skal være fremgangsmåden, hvis den samlede stilling skal vendes på hovedet.

– Vi har gjort det før, og jeg tænker ikke vi skal sadle totalt om og gribe kampen anderledes an end vi har gjort før. Mange af strukturerne er fine, men skal missionen lykkes, kræver det meget større kvalitet på bolden, end det vi præsterede i det første opgør.

– Vi skal smide færre bolde væk, og vi skal navigere bedre i de situationer, hvor de forsøger at stresse os og sætte os under pres. Det er en nødvendighed, afslutter han.

Inden returopgøret i pokalturneringen skal de blå/gule også repræsentere de danske farver i Europa. Torsdag møder de Sparta Prag i Tjekkiet i en kamp der skal vindes, hvis mestrenes europæiske sæson ikke slutter før nytår.

Læs også: Bo Henriksen: Fik vist vi er bedre end Brøndby

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P