3F Superligaen

FC Midtjyllands unge stjerneskud: Jeg drømmer om Dortmund

18-årige Victor Lind bliver af sine holdkammerater sammenlignet med Jamie Vardy, men drømmer selv om Bundesligaen og Dortmund.

Lind
Victor Lind har fået sit gennembrud for FC Midtjylland i denne sæson, hvor det allerede er blevet til tre mål. I går blev han skiftet ind i pokalsejren over Brøndby på udebane. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

18-årige Victor Lind har i denne sæson fået sit gennembrud for FC Midtjylland. Her er det nemlig indtil videre blevet til tre mål i Superligaen, hvor han har spillet 13 kampe, dog kun tre fra start. Herudover er det også blevet til en håndfuld europæiske kampe og i pokalen, hvor debuten kom mod selveste Celtic.

Et lille gennembrud, som selv er kommet bag på den stille og ydmyge angriber.

– Jeg havde håbet på det, men slet ikke forventet det. At det skete så tidligt, er bare dejligt, fortæller Victor Lind til campo.dk efter mandagens træningspas ovenpå en overbevisende 0-2 sejr ude over Brøndby IF i pokalen.

Selv husker han tilbage på en fin opstart, hvor han lige nu bliver foretrukket fremfor Superligaens dyreste spiller gennem tiden, Marrony.

– Jeg tænker ikke som sådan på, at jeg holder Superligaens dyreste spiller på bænken. Jeg gør det bare så godt, som jeg kan. Men det er bare fedt, at jeg holder sådan en ude. Det viser, at jeg har lidt kvalitet.

Victor Lind
Victor Lind debuterede mod selveste Celtic, men har nu fået smag på mere. Foto: Kristian Korotayev/campo.dk

Sammenlignes med Jamie Vardy
Og kvalitet har han i den grad bevist, at han besidder. Faktisk så meget, at man i det midtjyske kalder det unge angrebstalent for Jamie Vardy. Noget, holdkammeraten Viktor Bak kom på af en helt særlig årsag.

– Han sagde det fordi, at jeg drikker meget kaffe og sparker hårdt. Og så er den holdt ved lige siden, fortæller Victor Lind med et stort smil om referencen til Vardy, der er kendt for at drikke energidrik i stedet for den sorte koffeinfyldte drik.

At han bliver kaldt for Jamie Vardy, bekræfter angriberens holdkammerat Henrik Dalsgaard da også. Han ser nemlig også stort potentiale i den unge komet.

– Han skal bare blive ved med at knokle på. Hans afslutningsevner er unikke. I det sekund, hvor han begynder at tage det med ind i Superligaen også, så kan det blive rigtig godt. Det kræver, at han bliver ved med at være ydmyg, som han har været indtil nu, lyder rådet fra holdkammeraten, der ligeledes tilføjer, at Victor Lind sparker som en hest. Færdigheder, som han har tillært sig på træningsbanen.

– Jeg har brugt meget tid på at træne skud og spark med begge ben, tilføjer Victor Lind, der altså kan afslutte med begge ben.

Drømmen om Dortmund
Selvom Jamie Vardy gør sig i den engelske Premier League, så er det ikke der, at den unge sønderjyde ser sig selv i fremtiden. Her drømmer han i stedet om et fremtidigt skifte til Holland eller Tyskland, hvor særligt et hold frister.

– Jeg gad godt til Dortmund. De har et fedt stadion. Jeg kan godt lide den måde, de spiller fodbold på. De har også tradition for at udvikle gode angribere, lyder det fra Lind, der i første omgang har ambitioner om for alvor at slå igennem i Superligaen, få flere startere og score flere mål.

Skulle drømmeskiftet en dag blive til virkelighed, bliver sprogbarrierne intet problem, idet den unge angriber er flydende på tysk, da han har gået i tysk skole qua sin opvækst i Løgumkloster i Sønderjylland.

Læs også: FCM-brasilianer: Jeg drømmer om landsholdet

Download Campo app Download Campo app Download Campo app

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P