Dansk landsholdsspiller bænket – tyder på skifte til januar
Jens Stryger Larsen er nu helt ud af truppen hos Udinese, og det tyder på, at han skifter væk fra klubben til januar.
Når Udinese mandag aften spiller mod Empoli, er det femte gang i streg, at den danske landsholdsspiller Jens Stryger Larsen ikke er en del af den ellers 20-mand store trup.
Italienske Goal mener, at Jens Stryger Larsen er blevet sendt ud i kulden som følge af de nuværende kontraktforhandlinger mellem danskeren og Udinese, der ifølge mediet er røget i vasken.
Jens Stryger Larsens kontrakt med den italienske klub udløber til sommer.
Dermed trækker det, ifølge Goal, op til et januarskifte, hvor Udinese trods alt vil forsøge at indkassere en transfersum for Jens Stryger Larsen, fremfor at lade ham smutte fra klubben kvit og frit til sommer.
Der er angiveligt interesse fra både andre italienske klubber og udenlandske klubber.
30-årige Jens Stryger Larsen startede inde i sæsonens 10 ud af 11 første kampe for Udinese, men har altså ikke været med de seneste snart fem kampe.
Landsholdsspilleren har spillet 152 kampe for Udinese.
Læs også: Dansk landsholdsspiller har kontraktudløb: Kan være på vej væk