
Som forventet – Jude Bellingham indberettet til det tyske disciplinærudvalg
Jude Bellingham anklagede dommer Felix Zwayer for bestikkelse efter Dortmunds 3-2 nederlag til Bayern München lørdag aften, og nu er han ifølge tyske bild.de blevet indberettet for sine udtalelser.

Jude Bellingham var lørdag aften ude med anklager om matchfixing mod kampens dommer, Felix Zwayer, da Dortmund tabte 3-2 mod Bayern München.
Og det får nu helt som forventet et efterspil ved den tyske disciplinærinstans.
Den 18-årige englænder følte sig bortdømt i en situation, hvor dommer Zwayer dømte straffe mod Mats Hummels for hånd på bolden. Et straffespark som Bayern München efterfølgende scorede på og siden vandt 3-2, og hvorefter Bellingham udtalte følgende til Viaplay efter opgøret:
– Det var bare en enkelt ud af mange kendelser i kampen, man kan kigge på. Du giver en dommer, der tidligere har været involveret i matchfixing, lov til at dømme den største kamp i Tyskland. Hvad kan man forvente?
Ifølge BILD.de har dommerobservatør Marco Haase nu indgivet en rapport mod englænderen, og DFB’s disciplinærudvalg allerede i gang med at undersøge sagen.
– Kontrolkomitéen vil undersøge Dortmund-spilleren Jude Bellinghams udtalelser i forhold til den sportslige straffelovgivning, siger Dr. Anton Nachreiner, formanden for DFB’s (tyske fodboldforbund, red.) kontrolkomité.
Der venter med stor sandsynlighed en længere karantæne til Bellingham.