Sikker OB-sejr i Randers
Havde man på forhånd brugt superligatabellen som pejlemærke, så havde man næppe forventet, at pokalkvartfinalen mellem Randers FC og OB ville blive så markant domineret af udeholdet, men det var ikke desto mindre tilfældet søndag aften.
OB havde forud for søndagens pokal-kvartfinale ikke vundet på i Randers siden august 2014, men den statistik fik de søndag ændret på med en 0-2-sejr.
Bashkim Kadrii var af flere omgang en trussel mod den klub, som han repræsenterede i sæsonen 2017-2018, da han med blandt andet en tidlig scoring samt et oplæg til Mads Frøkjær var arkitekten bag OB-sejren.
Med sejren har kan OB rejse hjem med et fremragende udgangspunkt inden returopgøret i Odense om en uge. I mellemtiden skal Randers FC i aktion i Conference League, hvor de torsdag skal have point med hjem fra AZ Alkmaar, hvis de også skal spille europæisk efter vinterpausen.
Man of the Match: Aron Thrándarson, OB
OB kom til kampen i Randers velvidende, at de ikke har vundet en fodboldkamp på kronjysk græs siden 2014, men straks fra start viste Andreas Alms gæstende tropper, at de havde tænkt sig at lave om på den statistik.
Bashkim Kadrii viste i kampens indledning, at han har det markant bedre med at sparke til bolden med sit venstre ben end med sit højre, da han brændte en pæn mulighed. Man skulle tro, at det havde advaret hjemmeholdet, men efter otte minutter var den gal igen, og denne gang kunne Patrick Carlgren ikke stoppe Kadriis venstreben fra at lyne, og så var gæsterne i front.
OB var med afstand det bedste hold i kampens indledning, og selvom Randers i løbet af halvlegen kom bedre med, var det OB, der kort før pausen bragte sig på 0-2, da Bashkim Kadrii sendte bolden ind foran mål, hvor en clearing endte for fødderne af Mads Frøkjær, der akrobatisk sendte bolden i målet.
Hjemmeholdet kom bedre med i anden halvleg, og efter syv minutters spil fik de chancen for at reducere, da Alexander Juel Andersen brugte armen til at blokere en afslutning fra Stephen Odey, men Tosin Kehinde brændte sit straffesparksforsøg, da stolpen stod i vejen.
Hjemmeholdet var tvunget frem på banen i anden halvleg, og de overtog da også spillet mere og mere, men det lod ikke til at bekymre fynboerne, der i isæor islændingen Aron Thrándarson havde en klippe på den defensive midtbane, som gjorde det særdeles vanskeligt for hjemmeholdet.
Hjemmeholdet formåede ikke at skabe store chancer, og derfor var det de cirka 250 medrejsende OB-fans, der med ryggen til banen dansede glædesdans, da dommeren efter fire tillægsminutter fløjtede kampen af.