Utilfreds Peter Sørensen: Vi er langt under superliga-standard
Peter Sørensen er stærkt utilfreds med faciliteterne i Vejle Boldklub, som, cheftræneren mener, er under al kritik.
Kong Vinter er kommet til Danmark, og det skaber problemer i Vejle Boldklub. Cheftræner Peter Sørensen kritiserer klubbens faciliteter og mener, det er langt under superliga-standard. Det siger han til Vejle Amts Folkeblad.
– Vi er langt under superliga-standard både på kunstgræsbaner og græsbaner. Der arbejdes på stadion, men banen er stadig under al kritik. Vi har et af de bedste stadions i landet, men banen er blandt de dårligste, siger Peter Sørensen til avisen.
Læs også: Vejle-kaptajn: Stræber 100 procent efter pokalfinalen
Superligatruppen er ikke gået på juleferie endnu, da man lørdag spiller hjemme i Vejle mod Kolding IF fra 2. division i Sydbank Pokalen. De seneste tre uger har Vejle ifølge cheftræneren haft problemer med banerne på grund af vejret og har måttet fragte sig rundt i oplandet i jagten på en spilbar bane. Klubbens egne faciliteter er simpelthen for farlige at spille på, mener cheftræneren.
– Vi kører febrilsk rundt i hele oplandet og søger efter baner, fordi vores forudsætninger og faciliteter er under al kritik, siger Peter Sørensen.
Opgøret i Sydbank Pokalen mellem Vejle Boldklub og Kolding IF spilles lørdag klokken 18 og kan ses på DR2.
Læs også: Snevejr udsætter kamp i NordicBet Ligaen