UEFA straffer storklubber – Kan ende med udelukkelse
Det kan ende med udelukkelse fra UEFA's turneringer for otte klubber heriblandt de portugisiske storklubber FC Porto og Sporting Lissabon, der har fået bøder for brud på Financial Fair Play-reglerne.
På grund af gæld kan klubber som portugisiske FC Porto og Sporting Lissabon samt spanske Real Betis ende med at blive udelukket fra UEFA’s turneringer. I alt otte klubber har brudt reglerne for Financial Fair Play og har i den forbindelse også fået bøder af UEFA, skriver BBC.
Den udestående gæld i klubberne skal betales inden den 31. januar næste år, ellers kan det resultere i udelukkelse fra blandt andet Champions League og Europa League.
– En betinget udelukkelse fra at deltage i den næste UEFA-klubkonkurrence, som de ellers ville kvalificere sig til i de næste tre sæsoner…medmindre de inden 31. januar 2022 kan bevise, at de har betalt de udestående forfaldne beløb, lyder det fra UEFA ifølge BBC.
Læs også: Nyt UEFA-charter skal forbedre håndtering af hovedskader
Udover de nævnte klubber drejer det sig også om rumænske CFR Cluj, Astana fra Kazakhstan, CSKA Sofia fra Bulgarien, portugisiske Santa Clara og Mons Calpe fra Gibraltar.