
Snevejr udsætter kamp i NordicBet Ligaen
Det kraftige snevejr i Nordjylland har nu sendt spillerne fra Jammerbugt FC og Fremad Amager på tidligere juleferie, da kampen mellem de to klubber lørdag ikke kan gennemføres.

Det bliver ikke til mere fodbold på denne side af nytår for spillerne i Jammerbugt FC og Fremad Amager. De to hold skulle have spillet i dag på Nord Energi Arena i Hjørring, men de seneste dages kraftige snevejr i Nordjylland har gjort det umuligt at gennemføre kampen, oplyser Jammerbugt FC på sin hjemmeside.
– Vi har forsøgt at gøre alt for, at kampen kunne lykkedes, men vejret tillader desværre ikke mere NordicBet Liga bold for vores vedkommende i år, skriver klubben på sin hjemmeside.
Kampen er som nævnt flyttet til det nye år. Det er ikke nærmere bestemt, hvornår den afvikles på den anden side af nytår.
Læs også: Jammerbugt rykker til Hjørring