Nyrige Newcastle med første sejr
Newcastle sikrede sig tre vigtige point i bundstriden i Premier League, da de lørdag slog Burnley hjemme.
Newcastle indtog sidstepladsen i Premier League forud for lørdagens opgør hjemme mod Burnley.
Det var en vigtig kamp for begge mandskaber, da også Burnley kæmper for at komme over nedrykningsstregen.
Kampen var en yderst tæt affære, hvor de to nedrykningstruede mandskaber spillede lige op mod hinanden langt hen ad vejen.
Newcastle havde dog lettere ved at komme til chancer, og kort før pausen, efter 40 minutters spil, kunne Newcastle så smide hænderne i vejret, da Callum Wilson gjorde det til 1-0 for den nyrige klub. Målet kom efter et hjørnespark, hvor bolden endte for fødderne af Newcastle-angriberen. Han klaskede til læderkuglen, der fløj hårdt ind midt i målet.
1-0 føringen holdt hele vejen hjem, og Newcastle tog dermed en vigtig skalp i den direkte bundstrid.
Det er manager Eddie Howes første sejr i Newcastle, som han har stået i spidsen for siden den 8. november. Hvad endnu mere opsigtsvækkende er, så er det også Newcastles første sejr i Premier League i denne sæson.
Resultatet betyder, at Newcastle kravler op på 10 point efter 15 kampe. De er dog fortsat under nedrykningsstregen sammen med Burnley og Norwich, som også har ti point. Burnley og Norwich har dog spillet en kamp mindre end Newcastle.
Newcastle fik nye ejere tilbage i oktober, hvor der følger en gigantisk økonomisk indsprøjtning med. Placeringen under nedrykningsstregen må derfor også forventes at være meget problematisk for de nye ejere, der meget vel kunne gå ud og lave store udskiftninger i truppen i det kommende transfervindue.
Læs også: Medie: Newcastle vil opruste massivt med britiske spillere
Læs også: Medie: Newcastle vil gøre førsteprioritet til bedst betalte i historien