
Lang pause venter Sevilla-profil
Sevilla-profilen Erik Lamela skal opereres og er derefter ude i fire måneder.

Erik Lamela må sidde ude det næste stykke tid for Sevilla. Foto: Marcelo Del Pozo/Reuters/Ritzau Scanpix
Erik Lamela har ikke været i spil for Sevilla i de seneste fire kampe siden starten af november. Nu melder Sevilla, at den argentinske offensivspiller, der i sommers skiftede fra Tottenham, skal opereres.
Det er en skade i skulderen, der gør en operation uundgåelig. Derfor skal han nu forbi en speciallæge i Madrid, hvorefter det forventes at argentineren må sidde ude i fire måneder.
Læs også: Delaney efter hospitalet – Godt nyt
Erik Lamela har siden skiftet fra Tottenham spillet 16 kampe for Sevilla, hvor det er blevet til fire mål og to assists.