3F Superligaen

Brøndby-back: Vigtigt med godt udgangspunkt

Brøndbys Andreas Bruus mener, at det er afgørende med et godt resultat hjemme mod FC Midtjylland i pokalen.

22-årige Andreas Bruus har været på banen i 14 ud af 17 kampe for Brøndby i Superligaen denne sæson. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De danske klubber er så småt ved at være færdige med fodbold for i år.

Brøndby er en af de danske klubber, der fortsat har officielle kampe at spille. De mangler således at møde FC Midtjylland i pokalen over to kampe, samtidig med at de har en sidste kamp i Europa League, hvor de spiller ude mod Sparta Prag.

Søndag spiller Brøndby så deres sidste hjemmekamp, da FC Midtjylland gæster i det første opgør i pokalturneringens kvartfinale. Her mener Brøndbys Andreas Bruus, at det er vigtigt at få et godt resultat med.

– Det er utrolig vigtigt for os at få et godt udgangspunkt, når vi møder FC Midtjylland på søndag. Det er en kvartfinale i pokalen, som jo foregår over to kampe i år, så vi skal have en sejr på Brøndby Stadion, for man skal også huske på, at udebanemål ikke tæller dobbelt, som det engang har gjort. Så kan vi vinde med mere end et mål, så ville det være et fint udgangspunkt at tage til Herning med i næste uge, fortæller Bruus til Brøndbys hjemmeside.

Læs også: Brøndby-anfører ser frem til sæsonens sidste hjemmekamp

Andreas Bruus fortæller videre, at et godt resultat i årets sidste hjemmekamp også ville være et fint punktum for efterårssæsonen.

– Det er vigtigt at få en god afslutning på denne efterårssæson – både for os, men også for vores fans. Vi har haft en lang periode med gode resultater, men vi skal også have afsluttet det fornuftigt på hjemmebane, så vores fans også kan gå på ferie med en god fornemmelse og et godt sidste indtryk. Så det er lige så vigtigt for os som for fansene, at vi får skabt et godt resultat, siger han.

Kampen bliver spillet på Brøndby stadion søndag klokken 14.30.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P