Rekordmageren fra den gyldne årgang
Vi har på campo.dk fået lov at bringe et uddrag fra bogen Den Unikke Klub af Kenneth Hansen. Den Unikke Klub er fortællingen om fodboldspillets loyale soldat, der blev på sin post og skød fra sig, også når det brændte allermest på. Fortællingen om forliste skæbner og viljestærke karakterer, der formåede at vende modgang til medgang og bære hjertet uden på trøjen i en fortsat mere kynisk verden.
Bogens elleve kapitler og karakterer vidner om interne magtkampe, heroiske heltegerninger, personlig vendetta og episke scoringer, der var med til at forme stolte klubber, nationer og folkefærd. Og så stiller den spørgsmålet: Hvordan har feterede fodboldstjerner gennem tiden som Pichichi, Fritz Walter, Sandro Mazzola, Carles Puyol og Francesco Totti formået at bevare jordforbindelsen til de lokale værdier i en verden i skred?
Det forsøger Kenneth Hansen at svare på igennem portrætter af 11 One Club Players. Vi bevæger os op gennem fodboldhistorien fra Pichichi til Francesco Totti, fra fodbold som et frirum mellem lange, opslidende arbejdsdage på kajen til en sportsgren som milliardindustri med fokus på karriereplanlægning, personlig optimering og med magthungrende bagmænd i kulisserne.
Nedenstående er et uddrag fra bogen Den Unikke Klub.
Bogen kan forudbestilles her.
Uddrag fra kapitel 10: Vidunderdrengen fra Class of 92:
Det var umiddelbart ikke til at fornemme, at var dem, og ikke Bayern München i omklædningsrummet overfor, der var bagud efter de første 45 minutter. Termometeret havde endnu ikke bevæget sig under de tyve grader, selvom midnatsstunden kun var et par timer væk. Luftfugtigheden var høj i den catalanske hovedstad denne aften og havde tæret godt på kræfterne i en opslidende og tempofyldt første halvleg. I døråbningen stod den karismatiske skotte og gnaskede på sit tyggegummi. Han virkede rolig trods den aktuelle stilling, klar til at eksekvere sin plan. Flere af spillerne tømte deres vandflasker i et hug og ledte febrilsk efter andre energikilder, der kunne fylde depoterne op. To intense uger, med fire kampe på tolv dage, begyndte at sætte sine spor.
“Om 45 minutter vil I stå ganske tæt på trofæet. Ude af stand til at omfavne det. For mange af jer, vil det være det tætteste, I nogensinde kommer. Sørg for, at I kan se jer selv i spejlet i morgen. Sørg for, at I har tømt jer selv. Det er alt, jeg kan bede om.”
Akkurat som ordene forsvandt Sir Alex Ferguson ud af lokalet igen. Der var stadig nogle minutter tilbage, før opgørets italienske dommer Pierluigi Collina ventede dem på banen, klar til at genoptage kampen. Efter et par stejle skridt op fra mørket så spillerne deres hærfører sidde i sit sæde på udskiftningsbænken. Han nikkede med et stålsat blik til hver og én, da de passerede ham og fandt deres position på den enorme plæne på Camp Nou.
Som én af de sidste trådte en radmager waliser med sort, krøllet hår op fra katakomberne. Normalt huserede han i venstresiden hos de rødblusede, men grundet to markante afbud var der møbleret om på Manchester Uniteds midtbane denne aften. Roy Keane og Paul Scholes var ude af opgøret, så Nicky Butt og David Beckham spillede centralt, og i venstresiden var Ferguson gået med svenske Jesper Blomqvist foran Denis Irwin. I modsatte side havde Gary Neville en ny, men velkendt skikkelse foran sig. I den største kamp af dem alle blev Ryan Giggs spillet ude af position. Bedømt ud fra de første 45 minutter var det også til at se, at han ikke havde spillet længst til højre foruden et par indhop som andenårssenior tilbage i begyndelsen af 1990’erne. Ferguson stolede dog på sin trofaste løjtnant. Giggs skuffede ham aldrig og hurtigløberen havde for vane at levere noget stort, når holdet efterspurgte det allermest.
Dundertalen fra pausen så dog ikke ud til at have den ønskede effekt, da den skaldede lovkyndige blæste anden halvleg i gang. Tyskerne kom blæsende ud, og der var dårligt gået et minut, før Carsten Jancker tvang en stor redning ud af Peter Schmeichel i det engelske bur. Fra sidelinjen råbte Bayern-træner Ottmar Hitzfeld energisk til sine spillere. Også han kunne se, at en 2-0 scoring ville knække de rødblusede trods deres nylige triumfer på hjemlig grund, hvor de både havde sikret mesterskab og sejr i den ældste pokalturnering af dem alle, FA Cup’en. Hitzfelds indspark forplantede sig til spillerne. Sydtyskerne blev ved med at komme til muligheder, men skarpheden var der hverken fra Mario Basler, Markus Babbel, Stefan Effenberg eller indskiftede Mehmet Scholl. Sidstnævnte kom tættest på en fordobling, da han med ti minutter igen så sit chip kysse den ene opstander for efterfølgende at lande i favnen på den danske keeper, der vikarierede som kaptajn i fraværet af Roy Keane.
Med få korn tilbage i timeglasset introducerede Ferguson angrebsreserven Ole Gunnar Solskjær. Nordmanden placerede sig straks tæt på Dwight Yorke og Teddy Sheringham nær det tyske felt. Nu skulle der hældes bolde i feltet og skabes anarki foran Oliver Kahns streg. De offensive indskiftninger fremprovokerede en række chancer, men med minutviseren på vej ind i tillægstiden havde lystavlen fortsat kun ændret stilling en enkelt gang undervejs. I samme moment som fjerdedommeren introducerede finalens tre tillægsminutter, tilspillede englænderne sig et hjørnespark i venstresiden. Schmeichel spurtede med frem for at blande sig i feltet, da David Beckham sendte en udadskruet bold mod straffesparkspletten. Med sine godt to meter fik danskeren næsten hovedet på. Efter lidt klumpspil faldt bolden ned for fødderne af Giggs. Waliseren afsluttede, men fik så ringe et træf på bolden med det kolde højreben, at den studsede græsset nogle gange, inden Teddy Sheringham, tæt under mål, dirigerede bolden den sidste meter ind over stregen. Fra sin position på kanten af feltet smed Giggs euforisk armene i vejret, selvom kræfterne for længst var sluppet op.
Jublen havde dårligt lagt sig på de engelske tribuneafsnit, før Beckham lagde et nyt hjørnespark til rette i samme side. Denne gang blev Schmeichel tilbage, og fra egen bane kunne danskeren se Sheringham stige til vejrs og heade bolden ned på foden af Solskjær. Nordmanden reagerede hurtigt og strakte hver en tå under læderstøvlen, så han kunne styre bolden op i nettaget, forbi den intimiderende tyske landsholdskeeper. På få øjeblikke havde Manchester United vendt nederlag til sejr. På få øjeblikke havde Fergusons indskiftede drenge fået pendulet til at svinge. På få øjeblikke blev tyskernes arrogante og selvsikre smil vendt til hjerteskærende billeder af en grådkvalt Samuel Kuffour, med korpusset begravet i Camp Nous græstæppe.
Badet i sved posede den velvoksne 90’er-trøje lidt ekstra om Giggs’ splejsede krop. Da slutfløjtet lød pumpede adrenalinen rundt i kroppen på ham. Alligevel stod Uniteds nummer elleve som forstenet på sin plads. Var pokalen med de store øre virkelig deres, eller var udsigten i horisonten blot et bedragerisk fatamorgana, der forsvandt som en syngende lussing når som helst? Sekund for sekund sank realiteten ind hos den 25-årige waliser. Med kroppen drænet for energi, hoppede Neville op på skuldrene af ham og skreg i vilden sky. I løbet af få øjeblikke sluttede Butt og Beckham sig til dem og dannede en cirkel. Giggs registrerede de identiske blikke og det udmattede smil hos alle fire.
Tusindvis af gange havde de snøret støvlerne sammen og trasket ud mod træningsbanerne i det våde, britiske eftermiddagsvejr. I årevis havde de fulgt hinandens udvikling og lyttet til hvert et problem eller udfordring, den enkelte måtte have. På 90 minutter kulminerede mange års slid og hårdt arbejde. På én kamp blev båndet blandt knægtene fra den berømmede Class of 92’ stærkere end nogensinde før. Champions League-finalen anno 1999 vil for evigt stå frem som én af nyere tids fundet på, og som UEFA-præsident Lennart Johansson udtrykte det, “var det vinderen, der græd, og taberen, der dansede”, den aften i Barcelona.
Opgøret dækkede ydermere over en række historiske fortilfælde og sammenkoblinger. Begge hold tørstede efter europæisk succes, da det var henholdsvis 23 og 31 år siden, Bayern München og Manchester United havde vundet klubfodboldens mest eftertragtede trofæ. For Uniteds vedkommende var det tilbage i 1968 under ledelse af Matt Busby, der ti år tidligere havde mistet et halvt hold ved en flyulykke i luftrummet over netop München. Busby døde i 1994, men ville på finaledagen i 1999 være blevet 90 år. De mange tråde og fællesnævnere blev samtidig det endegyldige punktum på englænderes mørkeste tid i europæisk fodbold. Tragedien i Heysel, der kostede 39 mennesker livet i maj 1985, kastede en skygge over de britiske hold, der blev ekskluderet fra UEFA’s turneringer i de efterfølgende fem sæsoner. Udelukkelsen ramte ikke United i særdeleshed. Liverpool var det britiske fodboldflagskib i disse år, mens djævlene rodede rundt i midten af tabellen, langt fra national eller europæisk hæder.
Efter store triumfer i 1950’erne og 1960’erne blev fundamentet til en ny storhedstid støbt nogle årtier senere, da en særlig karakter satte sig på bænken. Alex Ferguson kom til Manchester i 1986 og forlod først embedet 27 år senere i sommeren 2013. I det tidsrum ændrede fodbolden, og i særdeleshed britisk fodbold, sig på et utal af parametre. Den iltre skotte adresserede som noget af det første klubbens talentarbejde. Tidligere havde de rødblusede bygget flere af deres største hold af en lokal stamme. Det skulle igen være normen, mente skotten. Han ville vinde ligaen og fylde trofæskabene med unge knægte, som den almene Manchester-borger kunne identificere sig med. Med kaffe på kanden kaldte han efter få dage i jobbet Eric Harrison ind på sit kontor. Harrison havde som aktiv flere hundrede kampe fra de lavere rækker under bæltet og tjente som assistent under Fergusons forgænger Ron Atkinson. Som et forsvar til Fergusons postulat hævdede han, at flere spillere i den nuværende trup var af egen avl. Det kunne Ferguson ikke advokere imod. Han mente bare ikke, at antallet var stort nok. Efter en times snak bag lukkede døre gik Harrison derfra med et håndslag og en tillidserklæring. Han skulle fodre førsteholdet med talent nedefra, og så var det op til Ferguson at udklække og hærde dem. I løbet af et par uger tredoblede Ferguson antallet af talentspejdere i klubben. Kursen var lagt.
Foruden en opgradering på ungdomssiden, rokkede skotten ved hierarkiet blandt de voksne drenge. Ferguson brød sig ikke om indstillingen hos rutinerede kræfter som Norman Whiteside, Paul McGrath og Bryan Robson. Manglen på disciplin og deres lidt for tørstige ganer hæmmede holdets udvikling og satte fysiske begrænsninger, mente han. Via større krav, flere retningslinjer og en række vellykkede indkøb rykkede Ferguson hurtigt United væk fra bunden af rækken. Skotten mødte dog tilbagegang og var efter sigende snublende nær en fyreseddel i december 1989, inden en sen pokalsejr blev vendepunktet for ham og de rødblusede.
Den øgede indsats i talentsektoren begyndte så småt at kaste resultater af sig. Med Harrison på bænken, spillede Uniteds ungdomshold sig hele vejen til finalen i FA Youth Cup i 1992, hvor Crystal Palace ventede. Af velkendte navne fra den føromtalte Champions League-finale i Barcelona var Gary Neville, Nicky Butt og David Beckham alle at finde i startopstillingen. Neville var lederen og manden, der bandt defensiven sammen. Butt var arbejdsmanden, der dækkede hvert et græsstrå på banen. Beckham var gudesmuk, atletisk og udstyret med en unik kælen sparketeknik. Med de tre på banen havde Harrison ro i sindet og fundamentet på plads. Ingen af dem bar dog anførerbindet, da de 22 håbefulde talenter trådte ind på Old Trafford til karrierens hidtil største kamp. Godt 15.000 var mødt op for at få et glimt af fremtidens stjerner. Fra lægterne kunne de se en radmager knægt med titallet på ryggen lede United-holdet ind. Der gik stort set ikke en træning, uden Harrison eller nogle af medspillerne tabte kæben over hans individuelle færdigheder. Med den største elegance svævede han hen over græstæppet, og barndommens opvækst på rugbybanen havde lært ham at glide af på selv de mest bestialske tacklinger og overfaldsforsøg. Det var dog ikke med Wilson på ryggen – som ved finalen i 1992 – at Ryan Joseph Giggs slog sit navn fast med syvtommersøm nogle år senere.
Med opvækst i Canton-distriktet godt tre kilometer fra den walisiske hovedstad, Cardiff, flyttede Ryan og familien til England, da han var seks år gammel. Faderen Danny spillede rugby på øverste niveau og underskrev i 1980 en længere aftale med det professionelle mandskab, Swinton Lions. Familien bosatte sig i en forstad til Manchester ved navn Salford. Blandt en kvart million indbyggere følte Ryan sig dog ingenlunde hjemme eller tilpas. Afsavnet var størst til især bedsteforældrene på moderens side, som han allerede fra barnsben var tæt knyttet til. Det blev derfor mere reglen end undtagelsen, at han satte sig på toget mod hjembyen efter skoletid fredag eftermiddag og blev der weekenden over. Som årene gik fandt Ryan og lillebroren Rhodri bedre fodfæste i Salford. Drengene overværede tit farens træninger og kampe, og som ung tydede meget på, at Ryan havde flair og talent nok til at gå i sin fars rugby-fodspor. Det lette løb og de hurtige retningsskift sendte ofte modstanderne på hælene, men hårdheden og brutaliteten i det populære spil fik ham til at ændre spor. På fodboldbanen i parken nær familiens rækkehus kom samme færdigheder som på rugbybanen til udtryk.
Da faren forsvandt ud af billedet efter en grim og alt andet end stilfærdig skilsmisse, fandt Giggs opbakning og tryghed hos en herre ved navn Dennis Schofield. Schofield var foruden sin rolle som talentspejder i Manchester City også træner i den lokale klub Deans FC. Børnetræneren fik straks øje for Giggs’ kvaliteter og indstillede ham til en plads på akademiet i Manchester City, men af rent logistiske årsager så moderen hellere, at fodboldspillet foregik tættere på hjemmet, så Ryan selv kunne transportere sig til og fra træning. Alligevel trænede Giggs kort med hos de lyseblå, men den egentlige udvikling fortsatte hos Salford Boys, ikke langt fra hjemmets ydmyge vægge. I 1987, 13 år gammel, kom venstrebensspilleren på alles læber, da han tryllede i den såkaldte Granada Schools Cup – en pendant til skolefodboldturneringen, vi kender så godt herhjemme. Alex Ferguson var til stede under finalen mod Blackburn, og fra en lidt tilbageholdende position kunne skotten se Giggs rende med hæderen som turneringens spiller. På sin vej ud af portene på Anfield, hvor finalen blev afholdt, krattede han dagens visuelle indtryk ned på et papir. Den lille lap blev et dyrebart minde og et kig ind i fremtiden.
Da Giggs et år senere fejrede sin 14 års fødselsdag, bankede det på døren op ad aftenen. Moren forlod middagsbordet og blev i døren mødt af en ældre herre under den regnvåde paraply. Efter en kort præsentation og beskrivelse af det uanmeldte besøg blev han budt inden for. I færd med at skrabe det sidste sovs fri af tallerkenen blev Ryan gjort opmærksom på sin ubudne gæst. Da blikket løsrev sig fra det hvide porcelæn og blanke bestik, stod tiden stille. Hvad lavede manden han havde set og læst så meget om de seneste år, midt i hans stue? tænkte den unge knægt. Da Alex Ferguson forlod selskabet en times tid senere, smilede han tilfredst på gåturen mod den parkerede bil et par gader derfra. Egnens største juvel var sikret. Under Harrisons vinger kunne det ikke gå galt. Det hele var blot et spørgsmål om tid.
