Tottenham-spiller er ude resten af året
Tottenhams Cristian Romero kommer ikke til at spille mere i år. Det oplyser Tottenham-manager Antonio Conte.
Den argentinske midtstopper Cristian Romero har spillet sin sidste kamp for Tottenham i år.
Romero pådrog sig en skade i baglåret under en VM-kvalifikationskamp mellem Argentina og Brasilien for to uger siden, og Antonio Conte fortæller nu, at det er alvorligt.
– Der kommer til at gå lang tid, før vi ser ham spille igen. Det bliver helt sikkert først til næste år, for det er en alvorlig skade, siger Tottenham-manageren til Sky Sports og fortsætter:
– Han prøver at blive sin skade kvit, men det kommer til at tage lang tid. Det er en skam, for han er en vigtig spiller for os.
Antonio Conte ved ikke, hvornår Romero er klar igen.
– Det kan være til januar eller februar, jeg ved det ikke. Men han er færdig med at spille i 2021. Vi må bare vente og håbe, at hans genoptræning går godt, siger han.
Tottenham spiller torsdag mod Brentford klokken 20.30 i Premier League.
Læs også: Thomas Frank roser dansker i Premier League: Meget imponerende