Thomas Frank roser dansker i Premier League: Meget imponerende
Den danske manager i Brentford er imponeret over Pierre-Emile Højbjerg.
Torsdag aften er der dansker-brag i Premier League, når Brentford drager til det nordlige London for at spille mod Tottenham.
Brentfords manager, Thomas Frank, kan se frem til et gensyn med danske Pierre-Emile Højbjerg, og de to kender faktisk hinanden særdeles godt. Thomas Frank har nemlig stået i spidsen for de danske ungdomslandshold tidligere i karrieren, og her rådede han blandt andet over Pierre-Emile Højbjerg.
– Jeg husker tydeligt, at jeg var træner for ham på U17- og U19-holdet. Jeg mindes dengang at have tænkt, at han kunne blive en verdensklasse sekser. Men dengang var han en nummer ti, og han var nødt til at forstå den defensive side af spillet og udvikle den, siger Thomas Frank på et pressemøde forud for kampen torsdag aften.
Thomas Frank må siges at have haft ret i, at Pierre-Emile Højbjerg havde en lovende fremtid som defensiv midtbanespiller. Og den danske manager har da også bemærket Pierre-Emile Højbjergs udvikling i Tottenham.
– Han har gjort det rigtig godt i Tottenham lige fra dag ét af. Men han er også bare blevet ved med at vokse gennem de to år i klubben. Han kom til Tottenham i en periode, hvor klubben ikke var lige så succesfuld som i de foregående tre eller fire år. Det gør det altid en smule mere vanskeligt. Set fra den kontekst synes jeg, at det er meget imponerende, hvordan han har gjort det ved konstant at bygge et ekstra lag på sit spil, siger Thomas Frank.
Den danske manager mener, at den defensive midtbaneslider er gået hen og blevet en af de bedste på sin position i ligaen.
– Rent teknisk kan han lave alle slags afleveringer. Han er så rolig, og du kan ikke tage bolden fra ham. Han er fysisk stærk, fylder meget på banen og vinder sine dueller. Han har en utrolig karakter, er mentalt stærk og viser lederskab.
Brentford og Tottenham spiller på Tottenham Hotspur Stadium torsdag klokken 20.30 i Premier League.
Læs også: Thomas Frank inden Tottenham: De første 13 kampe har givet os tro på tingene