Drømmedrøn fra Silva sikrer City-sejr
Manchester City gæstede onsdag aften Aston Villa, som var ubesejret med Steven Gerrard i spidsen. Aston Villa leverede en flot præstation, men blev i sidste ende slået af gæsterne.
Manchester City, Liverpool og Chelsea kan meget vel blive de tre hold, der skal kæmpe om Premier League-titlen i år. For at blive mestre skal man også kunne vinde de svære udekampe, og netop sådan en stod Pep Guardiola og Manchester City overfor onsdag aften.
Steven Gerrard havde i begge sine indledende kampe sikret sejre til et trængende Villa-mandskab. Derfor var det et hjemmehold med blod på tanden, der gik ind til kampen.
På trods af hjemmeholdets iver og kampgejst lykkedes det forholdsvis hurtigt for Manchester City at få kontrol med kampen. Et stort overtag i spil og chancer bar frugt for gæsterne, da Ruben Dias på et halvlunket langskud bragte gæsterne foran 1-0. Det slukkede bare ikke håbet hos hjemmeholdet. Et kampklart Aston Villa-hold skruede bare bissen på og knoklede videre.
Kort før pausen pressede Gerrards tropper på, men en flot afværgning af City-forsvaret endte i en hurtig kontra. Riyad Mahrez og Fernandinho spillede et-to, før bolden gik til Gabriel Jesus, der med et vidunderligt indlæg fandt Bernardo Silvas venstrefod, som tordnede bolden i mål. Kongemål af gæsterne.
Aston Villa var efter pausen klar til at kæmpe videre. Blot to minutter inde i anden halvleg fik Ollie Watkins bragt spænding ind i opgøret med en scoring efter hjørnespark. Herefter fik man klassisk Manchester City-fodbold at se, da de brugte 43 minutter på at kontrollere bolden og spille den rundt.
Det blev ikke til flere mål, og med 2-1 sejren holder Manchester City trit med Liverpool og Chelsea, der også begge hentede sejre i aftenens opgør.