
Arsenal-manager: Vi skal se om vi kan forbedre holdet
Arsenals manager Mikel Arteta sætter ord på sine tanker i forbindelse med det nærtforestående transfervindue.

Der er nu kun en måned til januar-transfervinduet skydes i gang, og Arsenal-manager Mikel Arteta holder øjne og ører åbne.
– Vi snakker hver uge om, hvordan vi kan forbedre holdet og hvilke ting vi skal være opmærksomme på i transfervinduet, siger han til Arsenals hjemmeside og fortsætter:
– Der er en masse, der skal ordnes. Det er vi klar over, og selvom vi ikke forventer en masse store ting i transfervinduet, så skal vi virkelig holde øje med markedet og se, om vi kan forbedre vores hold, siger Arteta.
Premier League er blandt andet kendt for sit hårde kamp-program mellem jul og nytår. Det vejer også ind i overvejelserne hos Arteta.
– Vi bliver nødt til at være forberedte, fordi der kan ske en masse ting og opstå skader i denne periode af sæsonen.
Arsenal indtager i øjeblikket en femteplads i Premier League, med samme antal point som West Ham på fjerdepladsen.