Vejle-profil efter 1-1: Helt fortjent
Denis Kolinger er lykkelig for det ene point mod FC Midtjylland, som han kalder helt fortjent.
Vejle Boldklub fik mandag aften et sent point, da man dybt inde i overtiden fik udlignet til 1-1 mod FC Midtjylland. Selvom det var rækkens top mod bund, vurderer Denis Kolinger, at det ene point var helt og aldeles fortjent.
– Det var fedt, at vi fik et point, og det var helt fortjent, selvom det var sent, vi udlignede. Hele vores præstation er god, og det er grunden til, at vi kan komme så stærkt tilbage og spille 1-1 mod topholdet, siger Denis Kolinger til Vejle hjemmeside og fortsætter.
Læs også: Peter Sørensen efter sen remis: Skide fortjent!ca
– Det var et stort point for os, men faktisk var det mere end et point. Vi viser, at det her hold evner at spille op med de bedste i ligaen, og det betyder sindssygt meget, når turneringen begynder igen efter julepausen. Den her præstation og det her point viser, hvad vi indeholder, siger Kolinger, der sammen med Vejle fortsat er bundhold, men som nærmer sig SønderjyskE, som man blot er et point efter.
Læs også: Vejles kroatiske fanfavorit: Alle spillere vil gerne til de bedste klubber i verden
Selvom kampen mod FC Midtjylland var Vejles sidste i denne efterårssæson i Superligaen, kan man dog ikke gå på vinterferie endnu. Der venter nemlig vejlenserne to kvartfinaler i DBU Pokalen, som skal spilles mod 1. divisionsmandskabet Hvidovre IF.