Sportsdirektør om FCM’s dyreste indkøb: Han var i dårlig forfatning
FC Midtjylland foretog klubbens dyreste indkøb i sommer, da de hentede brasilianske Marrony. Det er siden ikke blevet til meget spilletid for den 22-årige brasilianer.
32 millioner kroner. Det er mange penge for en superligaklub, og det er samtidig det beløb, som FC Midtjylland betalte for brasilianske Marrony denne sommer.
Havde Marrony så taget Superligaen med storm, var der ikke blevet kigget skævt til det dyre indkøb. Det er imidlertid langt fra tilfældet, og spørgsmålene til årsagen bag den manglende spilletid har derfor hobet sig op i løbet ad sæsonen.
FC Midtjyllands sportsdirektør, Svend Graversen, forsøger at komme med forklaringen:
– Marrony ankom jo i en dårlig forfatning. Også dårligere end hvad vi havde forventet, og det kan du aldrig nogensinde gardere dig imod. Så det har taget lidt længere tid at få ham i den forfatning, vi ser ham i på træningsbanen nu, siger han til campo.dk.
Der er blevet arbejdet hårdt på at få Marrony til at komme i bedre fysisk forfatning, og det er nu lykkedes. Derfor mener Svend Graversen heller ikke, at der burde være nogle undskyldninger for, at han ikke spiller. Han bliver ganske enkelt bare ikke udtaget.
– Han er fuld fit, han har taget seks kilo på i muskler og er gået ned i fedtprocent. Så der er ingen undskyldning for ikke at præstere. Det handler bare om at han skal spille sig ind i hjertet hos Bo og på holdet.
Selvom Bo Henriksen ikke har fundet plads til Marrony som fast mand i startelleveren, er FC Midtjylland-træneren selv fortrøstningsfuld overfor 22-årige Marrony.
– Det skal nok komme. Vi skal have integreret ham på en rigtig god måde, ligesom de andre brasilianere jo også fik tid til. Han skal lære et nyt sprog og en ny kultur, og han har ikke fået sin familie med herop endnu. Der er rigtig mange ting for et ungt menneske, som skal gå op i en højere enhed. Det er ikke bare lige at trykke på en knap. VI gør alt hvad vi kan hver eneste dag, for at få ham til at forløse det potentiale, som vi ved han har, siger cheftræneren til campo.dk.
Læs også: FCM-brasilianer: Jeg drømmer om landsholdet
Marrony har fået fem kampe i Superligaen, hvor det sammenlagt blot er blevet til 113 minutter. Han er på kontrakt i FC Midtjylland indtil sommeren 2026.