Glemt FCM’er søger væk til vinter
Bozhidar Kraev har aldrig rigtig slået i gennem i FC Midtjylland. Og noget tyder på, at bulgareren kan være på vej væk fra heden.
Hvis nogen skulle have glemt det, render bulgarske Bozhidar Kraev stadig rundt i FC Midtjylland.
Den talentfulde midtbanespiller blev spået en stor karriere i det midtjyske, da han kom til i 2017, men har siden ikke kunne indfri forventningerne.
Det har blandt andet ført til to portugisiske udlejninger til Gil Vincente og senest Famalicão, hvor det begge steder er blevet til fint med spilletid. Noget, der ikke er udsigt til i FC Midtjylland.
Derfor skulle Kraev angiveligt have besluttet sig for at forlade Danmark, når transfervinduet åbner til januar. Her skulle midtbanespilleren ønske sig et skifte til hjemlandet, hvor barndomsklubben Levski Sofia står klar med åbne arme.
Det beretter det bulgarske medie Tema Sport i hvert fald. Der skulle dog være en knast i forhold til et skifte, da Kraev angiveligt ikke ønsker en lang kontrakt, da han stadig har udlandsdrømme. Noget, der ikke huer den bulgarske klub.
– Han skal beslutte sig for, om han overhovedet vil tilbage til Levski. Vi vil ikke tvinge nogen, siger cheftræner Stanimir Stoilov således ifølge topsport.bg.
Læs også: FC Midtjylland smed sejren dybt inde i overtiden
I denne sæson er det blot blevet til 27 minutters fodbold for Kraev i FC Midtjylland, og dette endda i pokalturneringen. Den 24-årige bulgarer har i alt optrådt 54 gange for midtjyderne, hvor det er blevet til seks scoringer.