Gerrard håber på varm velkomst til Grealish
Jack Grealish vender for første gang tilbage til Aston Villas hjemmebane, når han sammen med resten af Manchester City-mandskabet møder Birmingham-klubben onsdag.
Onsdag aften skal Aston Villa hjemme på Villa Park spille imod Manchester City, og det er ikke hvilken som helst kamp. Den tidligere Villa-stjerne, Jack Grealish, vender nemlig for første gang tilbage til sin gamle hjemmebane efter sommerens skifte til City.
Derfor håber Aston Villa-manageren, Steven Gerrard, på, at fansene er gode ved Grealish.
– Jack (Grealish, red.) fortjener virkelig en varm velkomst, og jeg er slet ikke i tvivl om, at han vil få det.
– Det her er hans klub, og det vil det også være, når hans karriere engang stopper, fordi han var her som en lille dreng, og det var her, hvor han kom igennem akademiet, siger Steven Gerrard på pressemødet forud for kampen.
Selvom Gerrard håber på en god behandling af Grealish, ønsker han sig ikke, at City-spilleren har sin bedste kamp i morgen.
– Klubben fik meget ud af, hvad Jack har givet den, og vi ønsker ham, at alt går godt i den resterende del af sæsonen. Altså lige udover de 90 minutter mod os i morgen (onsdag, red.), siger Aston Villa-manageren.
Kampen mellem Aston Villa og Manchester City spilles onsdag klokken 21.15 og kan ses på TV3 Sport og Viaplay.