FC Midtjylland bekræfter: Arbejder på at sende profiler videre
I FC Midtjylland er det ikke blevet til meget spilletid på det sidste for Awer Mabil og Bozhidar Kraev, de har begge udløb til sommer, og derfor kan de også begge være på vej videre allerede i januars transfervindue.
Nul kampe for Bozhidar Kraev og ni kampe for Awer Mabil.
Sådan ser de tørre Superliga-tal ud i indeværende sæson for to af de FC Midtjylland-spillere, der begge er på vej ind i sidste halvår af deres kontrakter i den midtjyske klub.
Med det snarlige kontraktudløb samt manglende roller på holdet er begge spillere også på vej videre, og det kan blive allerede i januars transfervindue. Det bekræfter FC Midtjyllands sportschef.
– De har begge et halvt år tilbage af deres kontrakt, så selvfølgelig er de aktuelle i det her vindue, det er klart, siger Svend Graversen til Herning Folkeblad.
Et salg i januars transfervindue vil betyde, at FC Midtjylland formentlig får en økonomisk gevinst, mens der ikke vil vente nogen kompensation, hvis kontrakterne udløber.
Også den 22-årige reservemålmand Jared Thompson har kontraktudløb til sommer.