AaB-træner: Vi skal være bedre for at konkurrere med de store
Marti Cifuentes stod på sidelinjen, da en 16-årig svensker stjal scenen på Aalborg Portland Park. Cifuentes fortæller til campo.dk, at AaB skal være bedre, hvis de vil slå de helt store hold.
AaB fik den bedste start på sæsonen i mange år, men på det seneste er det blevet til nederlag mod Brøndby, FC Midtjylland og søndag aften til F.C. København. Ifølge cheftræner Marti Cifuentes mangler AaB lige det sidste for at bide skeer med topholdene.
– Vi skal være bedre. Vi har en masse individuel kvalitet, men for at konkurrere på det helt øverste niveau bliver vi nødt til at være bedre kollektivt. Så vi bliver nødt til at udvikle på tingene, siger Marti Cifuentes og fortsætter.
– Sagen er, at vi har overvægt af boldbesiddelse, men vi formår ikke at skabe chancer, og vi lukker for mange chancer igennem. Det er, fordi vi mangler balance. Vi har masser af ting at arbejde på, og det er mit fokus. Det ville ellers være nemt, at sige vi skal hente 11 Messi’er, men det her er ikke FIFA eller Playstation, siger AaB-træneren til campo.dk.
Nøglespillere hos AaB, Jacob Rinne og anfører Rasmus Thelander har kontraktudløb til sommer. Derfor har begge spillere mulighed for at forhandle med andre klubber fra 1. januar. På trods af spillernes nøgleroller på holdet afviser cheftræner Cifuentes ikke, at spillerne kan forlade klubben i vinterens transfervindue.
– Vi ved, hvordan markedet er. Vi ved, hvilken type klub vi er. Så hvis det rigtige tilbud kommer, bliver vi nødt til at overveje det. Samtidig ved jeg, at bestyrelsen, Inge (AaB’s sportschef red.) og klubben er glade for udviklingen på holdet, så det haster ikke at lave ændringer på holdet. Hvis vi får de rigtige muligheder for at forbedre holdet, så vil vi agerer. Hvorfor ikke? Slutter Cifuentes.
AaB overvintrer i den gode halvdel af Superligaen på en fjerdeplads og har syv point ned til AGF, der ligger udenfor top seks.
Læs også: Ærgerlig AaB-kaptajn står tilbage med flad fornemmelse