Viborg og SønderjyskE delte i VAR-drama
VAR måtte flere gange tages i brug, da Viborg tog imod SønderjyskE. Det betød blandt andet rødt kort og en scoring, der i første omgang var blevet dømt offside.
Der var vigtige point på spil for begge mandskaber, da Viborg hertil eftermiddag hjemme på Energi Viborg Arena tog imod SønderjyskE. Her var der tale om et udehold, der ikke har fået point på kontoen siden 1-1 kampen mod F.C. København tilbage i slutningen af oktober, mens Viborg med en sejr kunne øjne top seks og gå forbi AGF i tabellen.
Det var derfor tydeligt at se i kampens begyndelse, at der var meget på spil. Det startede nemlig højintenst, og efter blot ti minutter kunne unge Tobias Bech score for anden kamp i træk og bringe de grønblusede midtjydere foran med et brag af et langskud lige udenfor straffesparksfeltet.
Det fik Viborg til at fortsætte med at presse på, men med et blev hele kampen vendt på hovedet. Tilbagevendte Lars Kramer nedlagde nemlig SønderjyskE’s Faris Moumbagna i en friløber, der i første omgang blev takseret til et gult kort. Situationen blev dog kigget igennem af VAR, der kaldte dommer Anders Poulsen til skærmen. Her gennemså han situationen og omstøbte herefter sin beslutning om gult til direkte rødt.
Herefter fik SønderjyskE bedre fat og efter 37 minutter udlignede SønderjyskE så til 1-1. Her måtte VAR dog igen i spil, da dommer Anders Poulsen underkendte målet for offside. Efter et længere VAR-tjek blev det konkluderet, at Marc Dal Hende ikke var offside og dermed blev scoringen altså godkendt og 1-1.
Kort før halvleg mente Viborg så, at man skulle have haft et straffe begået mod Jay-Roy Grot, men her var VAR for tredje gang i spil, og her valgte man ikke at give hjemmeholdet straffe. Dermed kunne holdene gå til pause 1-1.
Læs også: Derfor slutter Superligaen før 1. Division i år
Herefter fulgte en rodet anden halvleg, hvor Viborg kæmpede bravt. Dog fik Faris Moumbagna bragt gæsterne på 1-2 efter 73 minutter, men denne gang blev målet underkendt for en korrekt offside.
Slutvist forsøgte SønderjyskE at presse Viborg, der flot stod imod og kunne fighte sig til et enkelt point i begge holds sidste superligakamp i 2021.
Dermed endte kampen 1-1. Et resultat der altså gav SønderjyskE sit første point siden slutningen af oktober, mens Viborg nu har fem point op til Silkeborg IF og top seks.
Nu kan SønderjyskE så rette blikket på to kvartfinalekampe i Sydbank Pokalen, hvor 1. divisionsmandskabet Hvidovre IF venter i bestræbelserne på at sikre en semifinaleplads.