Benzema og Vinicius sendte Real Madrid til tops
Søndag mødte Real Madrid på hjemmebane Sevilla i en direkte duel om førstepladsen i LaLiga.
Sent søndag aften skulle Real Madrid hjemme på Santiago Bernabéu møde Sevilla, der havde danske Thomas Delaney på bænken, i en direkte duel om førstepladsen i LaLiga. Der var derfor fra kampens start en god stemning på det legendariske stadion i Madrid.
Blot 12 minutter inde i kampen lagde spanske Rafa Mir dog en dæmper på den gode stemning på Santiago Bernabéu, da han med et fremragende hovedstød kunne nikke Sevilla i front med 0-1.
Allerede to minutter efter var den farlige Rafa Mir tæt på at fordoble Sevillas føring, da han af to omgange måtte se sine forsøg reddet af belgiske Thibaut Courtois i Real Madrid-målet.
Efter lidt over en halv times spil kom der balance i regnskabet, da Real Madrids helt store stjerne, Karim Benzema, kunne sparke bolden i målet til 1-1 til stor jubel for hjemmepublikummet.
Udover at score sit mål nummer 11 i denne LaLiga-sæson, så betyder Benzemas scoring søndag aften også, at han overhaler franske Thierry Henry, som den mest scorende franskmand i klubfodbolds historie med imponerende 361 mål.
Selvom begge mandskaber havde flere gode muligheder for at komme frem til chancer, kom der ikke flere mål i første halvleg.
I anden halvleg kom Sevilla bedst ud, hvor de sad på spillet i de første ti minutter. Alligevel kom Real Madrid i anden halvlegs indledning frem til den største chance.
En god aflevering fra Casemiro fandt den offensive Marco Asensio, der med en kvalificeret afslutning sparkede bolden snært forbi det ene målhjørne til stor ærgrelse for Real-spilleren.
I det 71. minut valgte Sevillas cheftræner, Julen Lopetegui, at skifte danske Thomas Delaney på banen i stedet for kroatiske Ivan Rakitic.
Men i det 87. minut kom forløsningen for Real Madrid. Deres unge stjerneskud, Vinicius Jr., modtog en lang diagonal bold fra højrebacken Dani Carvajal, hvorfra han tæmmede bolden med brystet, tog to træk ind i banen og hamrede bolden ind bag Sevilla-målmanden Bono til 2-1 og dermed satte Real Madrid på kurs mod førstepladsen i LaLiga.
De sidste minutter af anden halvleg bølgede frem og tilbage, hvor Real og Sevilla skiftedes til at angribe mod hinanden, og det var tæt på at give et udlignende mål for Sevilla.
Indskiftede Delaney kom højest på et indlæg og fremtvang en klasseredning af Courtois inde i Real-målet, der med redningen sikrede hjemmebaneholdet en vigtig sejr i kampen om det spanske mesterskab.
Real Madrids sejr søndag aften betyder, at de placerer sig på førstepladsen i LaLiga med fire point ned til byrivalerne fra Atlético Madrid, mens Sevillas nederlag rykker dem ned på fjerdepladsen i ligaen.