Første liganederlag for Salzburg trods Nissen-scoring
For første gang i indeværende sæson løb RB Salzburg og anfører Rasmus Nissen Kristensen lørdag ind i et nederlag i den østrigske Bundesliga.
En overtidsscoring af Rasmus Nissen Kristensen var ikke nok lørdag aften for RB Salzburg.
Det fuldstændig suveræne førerhold i den østrigske Bundesliga har i sæsonens første 15 ligakamp vundet 12, mens det i tre kampe er blevet til uafgjort. Nu er nullet ud for nederlag slettet, og det kan de takke Austria Klagenfurt for.
Danske Rasmus Nissen Kristensen scorede ellers for fjerde gang i denne sæsons Bundesliga, men danskerscoringen kom ét minut inde i dommerens overtid, og da havde hjemmeholdet fra Klagenfurt allerede scoret to gange.
Rasmus Nissen Kristensen bar for tredje gang i sæsonen anførerbindet for Salzburg, der indtil november slet ikke havde tabt en fodboldkamp i indeværende sæson. Det blev der dog lavet om på i Champions League, hvor de to seneste kampe har budt på nederlag til Wolfsburg og Lille.
RB Salzburg slog tidligere Brøndby ud af kvalifikationen til netop Champions League med to 2-1-sejre.