Erling Haaland markerer sin tilbagekomst i vigtig sejr
Erling Braut Haaland var at finde på bænken efter en længere skadesperiode, men kom på banen og afgjorde kampen mellem Wolfsburg-Dortmund.
Wolfsburg skulle forsøge at mindske point-forskellen til Dortmund, da de to hold tørnede sammen på Volkswagen Arena lørdag eftermiddag.
Omvendt havde Dortmund en anden dagsorden, hvor de med en sejr ville indtage førstepladsen i Bundesligaen. Erling Haaland var tilbagevendt fra skade, men måtte starte på bænken.
Under to minutter inde i opgøret understregede det lysegrøn-klædte hjemmehold Wolfsburg, at missionen om en top-4 placering var i live med en scoring fra hollandske Wout Weghorst.
Det gav blod på tanden hos Dortmund, der måtte finde et nyt gear frem. Det udmøntede sig i, at de fik et straffespark, som Emre Can eksekverede til 1-1.
Anden halvleg fortsatte som den første sluttede med udeholdet på det meste af spillet og efter 55 minutters spil tog endnu en hollænder sagen i egen hånd. Donyell Malen driblede sig igennem Wolfsburg-forsvaret på tværs af banen og sparkede bolden i kassen udenfor feltet. Dermed kunne Dortmund så småt begynde at lugte sejren og førstepladsen.
I det 73. minut blev det så tid til, at den norske komet Erling Haaland igen kom på græsplænen efter en længere skadesperiode.
Det tog ikke angriberen mere end otte minutter, før han kom på scoringstavlen for 10. gang denne Bundesliga-sæson med et akrobatisk mål.
Dortmund vinder 1-3 og indtager samtidig førstepladsen i Bundesligaen med to point ned til Bayern München, der spiller senere lørdag.