3F Superligaen

David Nielsen: Jeg er overhovedet ikke tilfreds

AGF’s cheftræner David Nielsen er langt fra tilfreds med efteråret overordnet set. Han ser dog frem mod en vinterpause, hvor han kan arbejde på at få løst nogle af udfordringer i AGF.

David Nielsen ærgrer sig over, at AGF ikke lukkede kampen i første halvleg mod Silkeborg. Han kalder dog 1-1 for "et fair resultat". Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

AGF måtte fredag aften nøjes med et enkelt point hjemme mod Silkeborg. En vigtig kamp for begge mandskaber, i forsøget på at slutte i top seks når sæsonen atter går i gang i det nye år.

AGF’s cheftræner David Nielsen satte efterfølgende ord på sæsonen, som han ikke er tilfreds med.

– Jeg er overhovedet ikke tilfreds. Vi skal være endnu bedre. Vi har ikke været gode nok, vi har ikke skabt nok chancer og vi har ikke været skarpe nok på de chancer, vi har fået, siger han til campo.dk

David Nielsen peger selv på dødbolde som en af årsagerne til de manglende mål i efterårssæsonen.

– Vi har et kæmpe problem på dødbolde, hvor vi mangler en server. Det skal vi have dyrket frem hen over vinteren. Det er kritisk, at vi ikke har kunnet score flere mål på dødbolde, når vi nu er et forholdsvist stort og fysisk stærkt hold. Det handler simpelthen bare om, at vi ikke har haft en god nok serv.

Læs også: AGF-keeper: Jeg spillede min bedste kamp

Når man tager et kig på AGF’s kampe i efterårssæsonen, så kræver det ikke en fodboldekspert for at regne ud, hvorfor AGF ikke ligger højere i tabellen.

– Med den start vi fik på efteråret, ikke bare pointmæssigt men også rent mentalt, så har vi faktisk brugt al tid efter transfervinduet på at reparere vores fodboldhold. Vi har vidst, vi har haft nogle udfordringer, men jeg synes, at holdet og spillerne er vokset gennem efteråret, og vi er et langt bedre hold nu end da vi startede op. Men det er klart, vi betaler jo prisen i tabellen for at vi starter sæsonen rigtig rigtig dårligt.

– Når vi kigger på det antal mål, vi har scoret, så er det et mirakel, at vi ligger der hvor vi gør i tabellen.

Efter fredagens kamp, er AGF fortsat fire point efter Silkeborg IF i kampen om top seks. David Nielsen har dog de optimistiske briller på, da snakken falder på AGF’s chancer for at nå målet om top seks.

– Det er trods alt mindre end syv point. Det lever fuldstændig med top seks, og det er faktisk ret godt gået af drengene, efter den start vi havde, siger han.

David Nielsen kan nu se frem til en vinterpause, hvor der er mulighed for at arbejde med truppen og dygtiggøre sig, inden sæsonen går i gang næste år.

– Fysisk har spillerne ikke være der hvor de skal, men det er de ved at være nu. Der er en masse ting, vi skal blive skarpere til, og der er mange af vores spillere, som jeg mener, jeg kan få mere ud af. Og det skal vi bruge vinteren på.

Læs også: Målmandsredninger blev afgørende i tilbudsorgie på Black Friday i Aarhus

AGF spiller næste kamp i Superligaen den 20. februar næste år.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P