Sheffield United fyrer sin manager
Sheffield United har ikke fået den start på sæsonen, som de havde håbet, og det er nu gået ud over manageren Slaviša Jokanović.
I Sheffield United havde de håbet på en hurtig tilbagevenden til Premier League, efter nedrykningen i sidste sæson.
Den mission er stort set allerede efter 19 kampe i The Championship røget i vasken, da klubben knapt halvvejs igennem sæsonen er at finde på en 16. plads ud af de i alt 24. hold.
Den dårlige start på sæsonen har torsdag fået den ultimative konsekvens for den serbiske manager, Slaviša Jokanović, der har fået sparket.
Dermed nåede den 53-årige serb kun at stå i spidsen for ’The Blades’ i 22 kampe, hvor hans pointgennemsnit har lydt på sølle 1,32 point per kamp.
Sheffield United har allerede afløseren til jobbet på plads. Det bliver klubbens nu forhenværende U23-træner, Paul Heckingbottom, der overtager tøjlerne.
Heckingbottom stod også i spidsen for holdet i de sidste 11 kampe i sidste sæson, efter klubben var blevet enige med daværende manager, Chris Wilder, om at ophæve samarbejdet.
Heckingbottom overtog Sheffield United i bunden af Premier League, og med tre sejre og syv nederlag lykkedes det ham ikke at redde klubbens tilværelse i Premier League.