Magi på Vestegnen ødelagt af forsvarskoks
Det var på vej til at blive en episk europæisk aften på den københavnske vestegn. Forsvarsfejl endte dog festen før den begyndte.
Brøndby spillede torsdag aften for sin overlevelse i Europa League. Ligesom sidst Frederiksens tropper mødte Lyon gik det galt efter en time. Det så længe godt ud, men så var der forsvarskoks i defensiven på Vestegnen.
I kampens indledning varierede spillet mellem Brøndbys og Lyons ende, men det virkede til, at Niels Frederiksen havde en klar strategi. Kontraspillet. Brøndby stillede sig tilfredse med at stå dybt i banen for at lure på kontrachancer.
Efter 15 minutter på lur, gav det gevinst. En hurtig kontra ledte til kampens første chance, da energiske Andreas Bruus brød igennem på højrekanten. Et indlæg til Lyons bagerste stolpe fandt Blas Riveros, der tæt under mål misbrugte den tidlige mulighed. Paraguayanerens første uheldige aktion men desværre for Brøndby ikke den sidste. Det vender vi tilbage til senere.
Simon Hedlund sagde tidligere på ugen, at han er for dårlig og for gammel til udlandet. Den første del af udsagnet modbeviste han, da han var arkitekten bag halvlegens største chance. I midtercirklen drev svenskeren gæk med en Lyon-spiller, før han sendte Andreas Bruus igennem på højrekanten igen. Med et veludført indlæg fandt han Mathias Greve, som var millimeter fra at få et frit skud. En fremragende forsvarspræstation fik blokeret forsøget, og tavlen viste fortsat 0-0 ved pausefløjt.
Hvad Niels Frederiksen sagde til sine tropper i pausen er uvist, men Brøndby-mandskabet kom flyvende ud af starthullerne. Igen var det svenske Simon Hedlund, der viste kreativ klasse.
Lyon-angriber Moussa Dembele havde efter fem minutter forvildet sig dybt ned på egen banehalvdel. Her viste han, at han ikke er vant til deltagelse i det opbyggende spil. En dårlig boldberøring fra Dembelé sendte bolden i Hedlunds retning, og med et skarpt indlæg fandt svenskeren en glidende Mikael Uhre, der med hjælp fra skinneben, skulder og målmand fik bugseret bolden i mål.
Det satte gang i samtlige tribuner, der med hop og sang forsøgte at bære Brøndby fremad.
Livet er langt – lykken er kort. I hvert fald på Brøndby Stadion torsdag aften. Få minutter efter Brøndby-scoringen lavede vores paraguayanske ven Blas Riveros en fejl, der ville få en miniputtræner helt op i det røde felt. En flot Mads Hermansen-redning trillede ud til venstrebacken, som besluttede sig for at drible i eget felt. Ryan Cherki pillede bolden fra ham, og udnyttede resolut fejlen. 1-1.
Niels Frederiksen reagerede fra bænken og skiftede Kevin Mensah ind på venstre back, og tre minutter senere så han uheldigt placeret ud, da Cherki blev sendt afsted. Det var dog ikke nogen specielt stor fejl holdt op imod den, som hans navnebror Kevin Tshiembe sekundet efter stod for. Midt på banen blev det for Tshiembe til en mellemting mellem at tackle og ikke at tackle, og så var Cherki både for snu og hurtig. Den store fejl kunne Morten Frendrup ikke rette op på, og så var franskmændene foran 1-2.
Med to hurtige franske mål fes luften ud af ballonen for hjemmeholdets spillere og fans, og kort efter blev det også 1-3. Igen blev målet scoret på Brøndbys venstreside. På et afrettet indlæg viste Islam Slimani, at han var stærkere end Kevin Tshiembe og kunne fra tæt hold heade bolden ind bag Mads Hermansen.
Mod kampens afslutning var det et gæstende mandskab i ro, der stille og roligt tog tempoet ud af kampen. Hurtig boldomgang og trætte Brøndby-spillere sørgede for, at vi ikke fik flere mål i opgøret. Lyon tager 3-1 med hjem.
I den anden kamp i gruppen vandt Rangers overbevisende mod Sparta Prag. Det betyder, at Brøndby ikke længere kan kvalificere sig til Europa Leagues knockout-kampe. I sidste runde af gruppespillet besøger Brøndby Sparta Prag. Hvis Brøndby vinder der, kvalificerer de sig til Conference Leagues 1/16-finaler.
Læs også: Randers FC fik slettet nullet – slut med uafgjorte mod Cluj