Isaksen var tæt på at blive skurk: Syge scener til sidst
FC Midtjylland var foran tre gange mod Braga, men heldigvis var det også tilfældet ved dommerens slutfløjt. Hjemmeholdets Gustav Isaksen scorede undervejs, men han brændte også en kæmpe chance, og derfor passede det sene drama ham ganske fint.
FC Midtjylland holder liv i håbet om også at spille Europa League efter nytår.
Håbet blev torsdag aften holdt i live ved at midtjyderne slog gruppens tophold, portugisiske Braga, men der skulle en straffesparksscoring i overtiden til for at sikre de tre point.
Læs også: Overtidsdrama holder liv i midtjysk EL-drøm
– Det var ren rutsjebane. Jeg følte, at vi blev kørt rundt i første halvleg, men fik et heldigt mål i starten, og det levede vi lidt på. I anden halvleg syntes jeg, at vi var bedst. Så var det nogle syge scener til sidst, men det er bare fedt, sagde Gustav Isaksen, der selv scorede til 2-1, til TV2 Sport.
Sejren så ellers ud til at glide FC Midtjylland af hænde med fem minutter tilbage af kampen, da gæsterne udlignede til 2-2, og den udligning huede ikke unge Gustav Isaksen, som kort forinden havde brændt en enorm chance.
– Da de scorede til 2-2, havde jeg lidt dårlig samvittighed, jeg ville gerne have scoret til 3-1, men fuck det nu, lød det fra en tydeligt lettet Isaksen.
FC Midtjylland har nu sin videre skæbne i egne hænder. En sejr i efterårets sidste kamp mod bulgarske Ludogorets vil sikre dem videre avancement i Europa League.