INDBLIK: Solskjærs storhed og fald som manager i Manchester United
Der er truffet mange mærkværdige beslutninger i Manchester Uniteds ledelse de sidste mange år, men beslutningen om at ansætte Ole Gunnar Solskjær som fast manager er ikke en af dem.
Premier LeagueLyt til artiklen:
Ole Gunnar Solskjærs første kamp som fastansat manager i Manchester United bød på en 2-1-sejr over Watford tilbage i marts 2019.
Derfor var det også en eller anden form for ring, der blev sluttet, da han lørdag tabte 4-1 til netop Watford i det, der endte med at være hans sidste kamp ved roret for de 20-dobbelte engelske mestre.
Ole Gunnar Solskjær mødte stort set fra start af sin tid som manager i Manchester United kritik for sin manglende taktiske evner og indsigt, men selvom klubbens ejere og ledelse, med brødrene Avram og Joel Glazer samt finansmanden Ed Woodward i spidsen, allerede ved ansættelsen var blandt de mest forhadte mennesker i den røde del af Manchester, er det vanskeligt for selv de mest inkarnerede kritikere af Glazer-familien at argumentere imod fastansættelsen af den norske manager.
Først og fremmest var Manchester United kommet til et sted under José Mourinho, som hverken var klædelig for klubben, spillerne eller de udskældte ejere. Der lå en giftig stemning over hele Old Trafford, som den portugisiske manager både før, under og efter fik skylden for.
Mourinho lignede da også et mismatch som manager i Manchester United med sin konfrontatoriske stil, hvor blandt andre Luke Shaw af flere omgange blev kastet under bussen og beskyldt for både at være for fed og ikke at forstå fodbold.
Ole Gunnar Solskjær tog over som manager i Manchester United fra José Mourinho. Foto: Andrew Yates/Reuters/Ritzau Scanpix
Derfor tyede man i Manchester United til en af sine egne, da Mourinho i december 2018 blev smidt på porten. Norske Molde blev kontaktet og spurgt, om deres træner – helten fra Champions League-finalen i 1999 – kunne lappe det skib, som enhver kunne se var sprunget læk. Det kunne han godt, for den norske liga var for længst gået på jule- og vinterferie, men de norske sølvvindere forventede at få sin cheftræner tilbage, når Premier League-sæsonen sluttede i maj. Det fik de ikke.
Ole’s at the wheel
Overordnet set var stemningen i Manchester positiv, og de kritiske kommentarer om manglende evner og erfaring hos nordmanden, der kun havde to trænerjob i Molde samt et voldsomt mislykket et af slagsen i walisiske Cardiff på cv’et, forstummede nærmest øjeblikkeligt, da debuten som caretaker manager, ironisk nok mod netop Cardiff, blev fløjtet i gang på Cardiff City Stadium den 22. december 2018.
Allerede efter tre minutter sendte Marcus Rashford Manchester United foran på et direkte frispark, og da dommer Michael Oliver fløjtede kampen af, stod der 1-5 på måltavlen i den walisiske hovedstad. Solskjær havde leveret, og med en personlighed i den diametral modsatte ende af spektret i forhold til sin portugisiske forgænger havde han gjort det på en måde, der fik Manchester Uniteds fans til at føle, at de havde fået en tidlig julegave.
Hurtigt blev sangen ”José’s at the wheel” omskrevet til ”Ole’s at the wheel” – og selvom sangen til sidst i Solskjærs ansættelse blev det modsatte, var den til at starte med både populær og ment som en kæmpe hyldest til den populære og sympatiske nordmand.
Foto: Jason Cairnduff/Reuters/Ritzau Scanpix
En sejr og endda en stor en af slagsen mod oprykkerne fra Cardiff var ikke i sig selv nok til at skabe eufori i Manchester og blandt den estimerede fanbase på 75 millioner fans på verdensplan, men det var til gengæld måden, sejren kom i hus på.
Specielt Marcus Rashford, Jesse Lingard og Paul Pogba sprudlede, men også Luke Shaw og Anthony Martial lignede pludselig spillere, der rent faktisk kunne lide at spille fodbold. Manchester United var som med et trylleslag gået fra at bestå af en flok talentfulde grå mus til pludselig at spille med en intensitet, glæde og power, som beboerne i Mancester længe havde skullet kigge i den anden ende af byen for at finde. I de efterfølgende kampe blev Huddersfield, Bournemouth, Newcastle og Reading besejret på overbevisende vis, mens også Tottenham, Arsenal og Leicester alle måtte se et gæstende United-mandskab løbe med alle tre point på deres egne hjemmebaner.
Miraklet i Paris
Først i kamp nummer 12 i spidsen for De Røde Djævle måtte Ole Gunnar Solskjær gå fra en kamp med et nederlag, da Paris Saint-Germain i Champions Leagues ottendedelsfinalen på Old Trafford tog hjem med en 0-2-sejr. Det slettede dog ingenlunde indtrykket fra de første 11 kampe med normanden i spidsen, hvor det var blevet til 10 sejre og bare en enkelt uafgjort, og dukkerten mod de nyrige franskmænd blev dog allerede seks dage senere kompenseret, da United på udebane mod Chelsea igen slog en af Premier Leagues tophold.
En uafgjort hjemme mod Liverpool gjorde hverken fra eller til i det overordnede billede, men det gjorde til gengæld den imponerende 1-3-sejr i Paris, der trods et dårligt udgangspunkt en måned tidligere sendte Manchester United videre i Champions League på den regel om udebanemål, der ikke længere eksisterer.
Sejren på Parc des Princes skabte en euforisk og optimistisk stemning blandt klubbens fans, som ledelsen ikke kunne sidde overhørig, og et billede fra den franske hovedstad, hvor Solskjær sammen med klublegenderne Sir Alex Ferguson og Eric Cantona fejrede den meriterende sejr, smeltede United-hjerter kloden over.
Eric Cantona, Sir Alex Ferguson og Ole Gunnar Solskjær fejrede sammen sejren i Paris. Foto: Manchester United FC
At man efterfølgende tabte 2-0 til Arsenal i ligaen og siden også 2-1 til Wolves i FA Cuppen var ikke nok til at ændre den beslutning, som formentlig allerede var blevet taget i katakomberne i Paris, og den 28. marts 2019 kom meldingen, som ingen længere kunne være overrasket over; Solskjær var blevet fastansat som manager i Manchester United for de kommende tre sæsoner.
Den nedadgående formkurve var dog begyndt, og selvom det altså blev til en 2-1-sejr over Watford i den første kamp som permanent manager, løb Solskjær pludselig ind i uventet stor modstand. Hans tropper blev ekspederet ud af Champions League-kvartfinalen af FC Barcelona med et brag, og de formåede kun at vinde én af sæsonens sidste syv kampe i Premier League, hvilket betød, at der sæsonen efter kun var Europa League på menuen.
Tegnene var der fra start
Kritikere vil sige, at tegnene allerede var der fra start, men fra første kamp i sæsonen 2019-2020 blev det mere og mere evident for de fleste. Manchester United slagtede Chelsea med 4-0 i Frank Lampards første kamp i spidsen for de blå fra London, men det, der på papiret lignede en overbevisende sejr, var langt fra overbevisende. Kun med hjælp fra træværket af to omgange, havde United holdt Chelsea fra at score i en første halvleg, som gæsterne med undtagelse af Marcus Rashfords 1-0-mål havde siddet helt og aldeles på.
Den resultatmæssigt forrygende start dækkede over problemer, som i de følgende kampe blev mere og mere klare. En god start blev først middelmådig og siden nærmest elendig, da United tabte 1-0 til Newcastle i runde otte, og i runden efter var de pludselig at finde på en 14. plads i Premier League efter uafgjort mod Liverpool.
Solskjær sadlede om og begyndte at bruge den såkaldte ”McFred”-duo på den centrale midtbane bestående af Scott McTominay og brasilianske Fred, og efter lidt startvanskeligheder lod den umage duo til at skabe lidt mere soliditet i United-defensiven.
“McFred”-duoen fungerede i en periode for Solskjær. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix
En stime på 14 kampe uden nederlag til sidst i sæsonen sendte på sidste spillerunde Manchester United ind i top-3 og sikrede dermed billetter til den efterfølgende sæsons Champions League. Igen dækkede succesen kun delvist over fiaskoerne, for United var undervejs i sæsonen røget ud i semifinalerne i både FA Cuppen, Ligacuppen og Europa League, mens man ligeledes måtte se de evige konkurrenter fra Liverpool kronet som mestre for første gang i 30 år.
Specielt semifinalenederlaget til Sevilla i Europa League fik kritikerne op af stolene, for i en tætpakket covid-19-sæson, hvor den nye sæson ventede lige rundt om hjørnet, undlod den norske manager at skifte ud i sin startformation, før der resterede tre minutter af kampen. På det tidspunkt var det for sent, og dermed formåede United ikke at profitere på det tidlige føringsmål, som det voldsomt profilerede januar-indkøb, Bruno Fernandes, ellers havde sørget for.
De tidligere holdkammerater bakker op
Ved starten af 2020-2021-sæsonen var de første mishagsytringer blandt fansene for længst begyndt at dukke op, og hashtagget #OleOut var efterhånden blevet lige så populært på de sociale medier som hyldest-hashtagget #20legend, der refererede til nordmandens rygnummer og status som aktiv spiller i klubben.
Hos de britiske tv-stationer, der har rettigheder til Premier League og Champions League, begyndte tvivlen på den altid sympatiske manager også at dukke op, men hos de selvsamme tv-stationer var flere af Solskjærs tidligere holdkammerater ansat som eksperter, og hverken Gary Neville, Paul Scholes, Rio Ferdinand eller Peter Schmeichel ville høre på snakken om manglende evner hos den i dag 48-årige manager. Selv Roy Keane forsvarede på vanlig brysk og ikke særlig følelsesladet vis sin tidligere holdkammerat.
Selv de holdkammerater, der på nærmeste hold havde været vidne til det sejrsgivende overtidsmål i Champions League-finalen i 1999, begyndte i efteråret 2020 at rynke en smule på næsen. United havde i Solskjærs anden hele sæson ved roret igen fået en svingende start på Premier League, men det blev tre Champions League-kampe i november og december, der for alvor satte ildebranden i gang.
Tilliden forsvinder
Indledende og imponerede sejre på udebane mod PSG og hjemme mod RB Leipzig blev vekslet til til mistro og skuffelse, da United helt uforklarligt naivt tabte til tyrkiske Basaksehir i Istanbul. Værterne var kommet foran 1-0 på et mål af Demba Ba, der pludselig havde befundet sig helt alene på midten af banen ved et United-hjørnespark. Den taktiske United-brøler af en anden verden, som ville have fået selv den roligste U11-træner til at flippe ud på sine spillere, fremmanede dårligt en reaktion hos en askegrå nordmand.
Mindre end en måned senere havde United absolut intet svar på PSG’s offensive kvaliteter, da de på det nærmeste blev ydmyget på Old Trafford med et 1-3-nederlag, og det efterlod dem med en kamp mod RB Leipzig, hvor et enkelt point ville være nok til at sende englænderne videre.
Sådan gik det dog langt fra, for allerede efter 13 minutter var tyskerne foran 2-0, og holdet, som bare halvanden måned forinden var blevet maltrakteret med 5-0 på Old Trafford, vandt trods to sene reduceringer 3-2 og bookede dermed pladsen i ottendedelsfinalerne. Nederlaget til Leipzig vil for mange United-fans stå som det absolutte lavpunkt i Solskjærs tid som manager i Manchester United.
Foto: Paul Ellis/AFP/Ritzau Scanpix
I Premier League havde United allerede i februar i den forgangne sæson sat gang i en bemærkelsesværdig og flot udebanestatistik uden nederlag, og blandt andet ved at fortsætte den stime, var der kommet styr på den hjemlige liga, hvor United i to runder i januar faktisk indtog førstepladsen. Førstepladsen holdt som bekendt ikke, da bysbørnene fra Manchester City viste sig alt for suveræne, men der var nærmest aldrig tvivl om, at United ville fastholde den andenplads, som klubben kun én gang siden Sir Alex Fergusons tid i spidsen havde præsteret.
Finalenederlag i ‘Mickey Mouse Tournament‘
For anden sæson i træk var Manchester United i foråret at finde i knockout-fasen af Europa League, og selvom den fra flere af klubbens egne fans blev betegnet som en ligegyldig ”Mickey Mouse Tournament”, repræsenterede den endnu engang Solskjærs bedste mulighed for at skaffe sølvtøj til den efterhånden hårdt-prøvede fanskare.
I Januar var United nemlig atter røget ud af ligacuppen til bysbørnene fra Manchester City, men for fansene havde det skabt større bekymring, at det også var blevet til exit fra FA Cuppen allerede i kvartfinalen, da Leicester udstillede de efterhånden tydelige fejl og mangler på Solskjærs mandskab.
For mange United-fans passede det bestemt ikke ind i selvforståelsen, da klubben begyndte at tale om muligheden for at vinde europæisk sølvtøj, og efterhånden var flere grupperinger blandt fansene kommet dertil, at de fortrak et nederlag i Europa League finalen mod Villarreal i slutningen af maj, simpelthen så klubben ville forstå alvoren og finde en ny manager. I den modsatte lejr fortrak fansene at give Solskjær mere tid, da han trods alt havde reddet Uniteds synkende skude under José Mourinho op af dyndet.
Solskjær fik hverken fingrene i Europa League-trofæet eller nogen andre trofæer som manager i Manchester United. Foto: Michael Sohn/Reuters/Ritzau Scanpix
Det blev dog i første omgang de kritiske fans, der fik deres vilje, for United tabte den efterhånden famøse finale i Europa League til Villarreal. En kamp der for de fleste vedkommende vil blive husket som kampen, hvor målmand David de Gea ikke formåede at redde et eneste af Villarreals 11 straffespark i straffesparkskonkurrencen, mens hans skurkerolle blev yderligere forstærket, da han som eneste United-spiller brændte sit eget forsøg.
Overraskende forlængelse
Med Europa League finalenederlaget i frisk erindring kom det da også som nærmest et chok, da Manchester United i juli 2021 valgte at give Ole Gunnar Solskjær en kontraktforlængelse på ikke mindre end tre og potentielt fire år.
Igen kom United ud til den nye sæson med et brag, da de historiske rivalerne fra Leeds blev sendt hjem med et 5-1-nederlag, men ikke engang en god sæsonstart eller indkøbet af stjernespillere som Cristiano Ronaldo, Jadon Sancho og Raphaël Varane kunne skjule den råddenskab, der for længst havde infesteret fundamentet i Manchester United.
Selv ikke Cristiano Ronaldo kunne redde den synkende skude for Solskjær. Foto: Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix
Allerede i sæsonens femte kamp, et Champions League-opgør mod schweiziske Young Boys, tippede tilliden for de fleste fans, da den engelske storklub, godt nok med en mand i undertal på grund af Aaron Wan-Bissakas udvisning i første halvleg, på det nærmeste blev udspillet af et hold, som størrelsesmæssigt og økonomisk burde være at finde i en helt anden fodboldmæssig galakse.
1-2-3-4 dødsstød
Humpende som et såret dyr klarede United sig med hiv og sving igennem kampe mod Villarreal og to møder med Atalanta, hvor englænderne godt nok skaffede to sejre og en uafgjort, men i alle tre kampe lige så vel kunne have tabt.
For de fleste fans var løbet kørt for Ole Gunnar Solskjær, da United på to senere scoringer tabte 4-2 til Leicester i midten af oktober, men selv de sidste tvivlere blev vendt otte dage senere, da dødsstødet blev sat ind af ærkerivalerne fra Liverpool, der ydmygede og udstillede både United og Solskjær med en 0-5 sejr på det stadion, som næppe nogensinde har levet så lidt op til øgenavnet ”Drømmenes Teater”.
Ole Gunnar Solskjær undskyldte til de medrejsende Manchester United-fans, da holdet i hans sidste kamp i spidsen tabte 1-4 til oprykkerne fra Watford. Foto: David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix
Alligevel nægtede bestyrelsens og derigennem de amerikanske ejere at indse det, som selv de tidligere så støttende tidligere holdkammerater også havde indset. Solskjær stod ude på den planke, hvor ikke engang en 0-3-sejr i Tottenham kunne redde ham.
Alligevel var han stadig i spidsen, da United først i november tabte 0-2 til Manchester City. En kamp hvor de ellers så trofaste Manchester United-fans for første gang buhede af hjemmeholdet. Utilfredshed og buhen var vendt til resignation både blandt fans og tydeligvis også hos spillerne, der med et forsmædeligt 4-1-nederlag til oprykkerne fra Watford cementerede Ole Gunnar Solskjærs skæbne som Manchester United-manager en kold november-lørdag i 2021.
