Danske og finske EM-fans nomineret til FIFA-pris
Danske også finske fans er nomineret til FIFA’s Fan Award efter deres forrygende opførsel og opbakning under EM-kampen i sommer.
Vi husker alle Danmarks åbningskamp i sommer. Dels, fordi det var Danmarks åbningskamp ved et udsat og længe ventet EM i Parken, men nok især på grund af Christian Eriksens uhyggelige kollaps.
Nu har FIFA offentliggjort de nominerede til deres årlige The Best-uddeling, og her er de danske landsholdsfans med i opløbet.
De danske og finske fans er således i fællesskab blevet nomineret til FIFA Fan Award for deres opførsel og opbakning under den pågældende EM-kamp.
Da Christian Eriksen kollapsede og uvisheden fyldte fodboldverdenen, kunne man høre de finske fans råbe ’Christian’, hvortil de danske fans svarede tilbage med ’Eriksen’ i Parken. En smuk og følelsesladet gestus, som FIFA derfor har valgt at nominere til fan-prisen.
De danske og finske fans er oppe mod to andre nominerede i kategorien.
Det drejer sig om den 11-årige engelske pige, Imogen Papworth-Heidel, der arrangerede en indsamling til fordel for Storbritanniens nøglemedarbejdere under corona-pandemien. Det gjorde hun ved at jonglere med en fodbold, og opfordre andre til at gøre det samme. Indsamlingen nåede helt op i millionklassen.
Derudover er de tyske fodboldfans også nomineret, efter de i fællesskab fik indsamlet penge, mad og andet essentielt i forbindelse med de ødelæggende oversvømmelser, der endte med at slå 170 mennesker ihjel.
Læs også: Lars Høgh om Eriksen-kollaps: Vi var i chok
Prisen uddeles den 17. januar.