Uhre atter Midtjylland-bøddel i dramatisk første halvleg
Festfyrværkeri og dobbelt Uhre i første halvleg afløst af en skuffende anden halvleg sikrede Brøndby tre point på MCH Arena.
På den midtjyske hede skulle kampen stå mellem Superligaens nummer et og nummer seks. I de to seneste opgør er det endt med Brøndby-sejr efter mål af Mikael Uhre. Sådan skulle det gå igen søndag aften.
Fra kampens start var det ellers hjemmeholdet på MCH Arena, der pressede gæsterne fra vestegnen i bund, og havde flere store chancer.
Fem minutter inde i kampen kom Evander højest på et indlæg, og sendte bolden på indersiden af stolpen. Heldigvis for Mads Hermansen i Brøndby-målet blev det stolpe ud, men de to skulle stå overfor hinanden kort efter.
Tre minutter senere måtte dommer Morten Krogh ud til VAR-skærmen efter en situation, hvor Gustav Isaksen blev nedlagt i Brøndby-feltet. Straffespark til ulvene!
Denne gang trak Evander det længste strå, da han sendte Hermansen den ene vej og sparkede den anden vej.
Halvvejs igennem første halvleg vendte momentum, og Brøndby kom bedre med i kampen. Morten Frendrup havde et forsøg, der gik tæt forbi mål, og så stjal superligatopscorer Mikael Uhre showet.
På en høj bold fik Raphael Onyedika sendt bolden i den helt forkerte retning. Den landede hos Uhre, og et hårdt spark mellem benene på Jonas Lössl i FCM-målet bragte balance i regnskabet. Sidst Jonas Lössl stod i målet i superligaen var på Brøndby Stadion, hvor midtjyderne fik et 2-0 nederlag med hjem i bagagen.
Fem minutter senere var den gal igen med et indlæg, der kom bagom det midtjyske forsvar. Her var Uhre igen på pletten, da han glidende scorede sit tiende sæsonmål. Rent festfyrværkeri og 2-1 ved pausen.
En første halvleg der satte tanker i gang om en brandkamp blev afløst af en anden halvleg som mest af alt bare var en fuser for begge mandskaber.
FC Midtjylland havde bolden mest, men en halv times boldflytteri udenfor Brøndbys felt og indlæg som ramte panden på forreste modspiller ledte dog ikke til andet end skuffede ansigtsudtryk hos hjemmeholdets fans.
Man skulle såmænd tro at anden halvleg var lavet i samme skabelon som den første, da Brøndby med et kvarter tilbage igen kom bedre med. Den væsentlige forskel på halvlegen var bare kvaliteten. Brøndby havde også forunderligt svært ved at ramme andre end den forreste mand på deres indlæg.
Mod kampens afslutning kastede FC Midtjylland alle mand frem og anden halvlegs eneste chance tilfaldt Evander, der tæskede bolden på overliggeren. Anden gang på træværket for brasilianeren.
Mere blev det ikke til for hjemmeholdet og kampen ender 1-2. Brøndby kan dermed tage tre point med hjem på den københavnske vestegn.
Læs også: Målmandsdrop og overtids-panenka gav pointdeling i Parken