Schmeichel: Solskjær har gjort det fantastisk
Søndag formiddag gik den ikke længere for Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær, der måtte forlade den trænerpost, der rangerer som en af de største i hele fodboldverdenen. Det er dog ikke alle, der kun er kritiske overfor Solskjær, og blandt andet hans tidligere danske holdkammerat, Peter Schmeichel, har kun rosende ord til overs for normandens præstation.
Det begyndte at se mere og mere uundgåeligt ud, og søndag fik også ledelsen i Manchester United nok.
Elendige resultater ovenpå elendige resultater kulminerede lørdag med et 4-1-nederlag til oprykkerne fra Watford, og dagen derpå kom meldingen fra officiel hold; Ole Gunnar Solskjær er fortid som manager i Manchester United.
Hos en stor del af Manchester United-fansene har den norske manager længe været uønsket, men flere af hans tidligere holdkammerater i klubben har forsvaret ham, og den del holder danske Peter Schmeichel fast i.
– Jeg synes, han har gjort det fantastisk i kulisserne. Jeg håber, at Ole kommer sig, lyder det fra den store dansker ifølge SkySports.
– Det er en trist dag. Det er fjerde gang, at vi nu er nødt til at fyre en manager, og der er åbenlyst noget, der ikke kører rigtigt i klubben. Personligt synes jeg, at Ole har gjort det rigtig godt. Det, han overtog, var ikke ideelt, og han har været nødt til at arbejde med en meget stor trup – det er vanskeligt for en manager, lyder det videre fra Schmeichel.
Peter Schmeichel og Ole Gunnar Solskjær var blandt andet holdkammerater i sæsonen 98-99, hvor de begge havde andel i Manchester Uniteds rekord-sæson, der bød på hele tre titler.