3F Superligaen

Sæsonens bedste dag i Randers

Randers FC havde ikke vundet i de sidste tre kampe før landskampspausen, men søndag blev den formentlig bedste dag i indeværende sæson for kronjyderne, som både fik gode nyheder og et godt resultat i kampen mod Vejle Boldklub.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Stephen Odey stjal med sin kontraktunderskrivelse overskrifterne på Cepheus Park i Randers søndag inden kampen mod Vejle Boldklub.

Den nigerianske angriber var dog sød nok til helt og aldeles at overlade overskrifterne til sine holdkammerater, da først kampen mod de trængte vejlensere gik i gang.

Her var det nemlig først angrebskollegaen Alhaji Kamara, der på et fint oplæg fra Erix Marxen gjorde det til 1-0 for hjemmeholdet.

Hallur Hansson fik i første halvlegs døende minutter udlignet for gæsterne med sit første mål i Vejle-trøjen, da han pludselig fik oceaner af plads på kanten af feltet, og herfra sendte færingen flot bolden ind bag Patrick Carlgren i Randers-målet.

Allerede fire minutter efter pausen sendte Kamara dog igen hjemmeholdet foran, da han frygtløs satte hovedet på et indlæg fra Mikkel Kallesøe til trods for to fremadstormende Vejle-forsvarer.

Hvis ikke stemningen på Cepheus Park allerede var i top, så steg den allerede ét minut senere yderligere en oktav eller to, da Jakob Ankersen gjorde det til 3-1 i en situation, hvor Vejle-målmand, Sten Grytebust, bestemt ikke så imponerende ud.

Kampens flotteste mål kom efter en god times spil. Her sendte den østrigske forsvarsspiller, Simon Piesinger, nemlig elegant bolden ind bag Sten Grytebust i Vejle-målet på et flot eksekveret frispark.

Stephen Odey fik lov at spille kampen til ende for Randers FC, men det blev ikke til scoringer for den nigerianske angriber på den dag, hvor han satte sin underskrift på en længervarende kontrakt med de lyseblå randrusianere.

Til gengæld scorede Randers for første gang i indeværende superligasæson fire mål i samme kamp, for det blev nemlig ved resultatet 4-1. Et resultat som sender Randers FC op på ligaens tredjeplads, mens Vejle Boldklub fortsat er at finde helt i bunden på en 12. plads.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P